Nyt samarbejde: Fra København til Allinge for 149 kroner

NOTITS | TRAFIK | Tirsdag 15. november 2022 • 11:56
NOTITS | TRAFIK | Tirsdag 15. november 2022 • 11:56

Et nyt billetsamarbejde mellem BAT og Molslinjens buskoncept Kombardoexpressen skal sikre mere fleksibilitet for rejsende til og fra Bornholm.

Det oplyser Molslinjen i en pressemeddelelse.

Samarbejdet giver alle rejsende med Kombardoexpressen til Bornholm mulighed for at købe en tillægsbillet til 30 kroner som giver adgang til alle BAT-busser, hvilket gør, at man som rejsende kan komme længere rundt på Bornholm end bare til Rønne.

– Eksempelvis kan en rejsende komme hele vejen fra København til Allinge fra bare 149 kroner, lyder det i pressemeddelelsen. Det er såfremt standardbilletten fra København til Rønne koster 119 kroner.

– Den største gevinst ser jeg i, at der er et samarbejde mellem transportformerne, og at kunderne får et bedre produkt. Samtidig bruger vi meget tid på at billettere, især om sommeren. Her er det forventningen at vi kan spare noget tid og derudover få flere kunder i den kollektive trafik, lyder det fra trafikchef i BAT, Kim Kock-Hansen.

– Vi arbejder jo alle for at få flere i den kollektive transport, og her er Bornholm med til at vise vejen for, hvordan vores to forretninger kan kombineres til fordel for de rejsende, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Der er endnu ikke sat en dato på opstarten på samarbejdet, men billetterne kommer til salg på Kombardoexpressens hjemmeside og på app så hurtigt som muligt.

Samarbejdet løber foreløbigt til og med udgangen af 2023.

FÅ ABONNEMENT