Øresundsbroen har fra tirsdag ændret en række priser, og det betyder, at kunderne kan se frem til både prisstigninger og større rabatter.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra selskabet bag broen, Øresundsbron.
- Vi gør det billigere for dem, der kører allermest hos os, og prisen stiger for dem, der kører mindre, siger Berit Vestergaard, der er salgs- og marketingdirektør for Øresundsbron, på et pressemøde om ændringerne.
Konkret både falder og stiger priserne for dem med en rabataftale som enten privat-, business- eller pendlerkunde.