Useriøs clickbait på Tidende - redaktøren svarer

Useriøs clickbait på Tidende - redaktøren svarer
Det er ikke Bornholms Tidende værdigt, når man forfalder til clickbait, mener Nikolaj Hartung Kjærby. Arkivfoto: Berit Hvassum
SYNSPUNKT | DEBAT | 9. JUN • 15:30
Af:
Nikolaj Hartung Kjærby
Klemensker
SYNSPUNKT | DEBAT | 9. JUN • 15:30

Det er ikke Bornholms Tidende værdigt, skriver Nikolaj Hartung Kjærby.

I en verden, hvor nyhedsstrømmen i stigende grad præges af useriøse medier, der blæser ikke-historier op til sensationelle clickbait-overskrifter, er det vigtigt at værne om de seriøse publicistiske medier som Bornholms Tidende.

Derfor er jeg ked af at se, at også Tidende i stigende grad er begyndt at benytte sig af overskrifter, der skjuler det vigtigste i historien bag formuleringer som ”Én ting overraskede ham” eller ”Nu kommer det endelig”.

Er det en voldsom oplevelse?

Helt galt gik det på forsiden af avisen torsdag den 4. juni, hvor ordene "En voldsom oplevelse" var placeret under et billede af Morten Messerschmidt med ansigtet i alvorlige folder.

”Morten Messerschmidt har oplevet lidt af hvert på Bornholm” stod der uddybende under overskriften, og i betragtning af overskriften var det næsten med bange anelser, at jeg tog fat på at læse artiklen på side 10-11, for hvad kunne det dog være for en voldsom oplevelse, som partiformanden havde haft her på vores ellers så fredelige Bornholm? Trusler? Overfald?

Det viste sig imidlertid, at den ”voldsomme oplevelse” blot var, at han som barn havde set en ko kælve på sin onkels gård! Det fremgår klart af konteksten, at der ikke på nogen måde var tale om en traumatisk oplevelse, men blot noget, der (forståeligt nok) gjorde et stort indtryk på en 12-årig dreng fra Frederikssund, ligesom det givetvis også ville have gjort på mig selv i den alder.

Det er altså ikke Morten Messerschmidts ordvalg, jeg er utilfreds med, men derimod at redaktionen har valgt at ophøje en lun sidebemærkning til en dramatisk overskrift, der giver et helt skævt billede af, hvad den i øvrigt glimrende artikel handler om. Det er useriøs clickbait, der ikke er en hæderkronet avis som Bornholms Tidende værdig.

Bornholms Tidendes chefredaktør Kristoffer Gravgaard svarer:

Kære Nikolaj Hartung Kjærby,

Tak for de pæne ord om avisen, og du har ret i din betragtning. Dit eksempel med Messerschmidt er tæt på grænsen. Det er ikke en normal 'voldsom oplevelse' at se en ko kælve på Bornholm. Men da han selv kalder det en voldsom oplevelse, er der dækning for rubrikken.

Maskinrummet

Lad mig tage dig med ind i maskinrummet på redaktionen, så du og andre ved, hvorfor det kan ske, at vi går til grænsen med overskrifterne.

På Tidende er vi ikke optaget af klik og visninger. Vi er optaget af at skabe værdi for læserne. Tidligere kunne vi påstå, at vores journalistiske kompas for gode og dårlige historier styrede, om en historie var værd at bringe. Vi benytter stadig kompasset. Men i dag kan vi se, præcis hvor mange der læser med digitalt, og i hvor lang tid de læser med.

Når en historie får meget samlet læsetid fra alle brugere, så er den en succes. Den har skabt værdi for abonnenterne. Derfor er vi hver dag fokuseret på at skabe læsetid blandt abonnenterne for at give dem værdi.

Overskriften er vigtig for at skabe værdi for læserne

Historien er meget vigtig for at opnå dette mål.

Men en fantastisk historie uden en god overskrift er som at have en spand over hovedet, når man går på kunstmuseum. Der skal en god overskrift til, for at abonnenterne går ind på historien og starter læsningen. Derfor skriver vi som regel overskrifter, der pirrer nysgerrigheden.

Målet er, at de skal indeholde noget kendt - Messerschmidt - og noget ukendt eller pirrende – den voldsomme oplevelse. Men der skal altid være dækning i historien for overskriften – ellers er det netop clickbait. Det ønsker vi ikke at være med til.

Det er også vigtigt at huske, at overskrifterne altid kommer sammen med et billede, der også fortæller en del af historien.

Tidende ønsker i den grad fortsat at være en hæderkronet avis, og vi tager derfor ligesom dig afstand fra clickbait. Men vi ønsker at sælge vores journalistik, så flest mulige abonnenter læser med og får værdi af deres abonnement.



Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Nu styrer Linda Hodda
EKSKLUSIV | ABONNENT

Nu styrer Linda Hodda

En spontan mail, og pludselig stod Linda Olsen som leder af Folkehuset Hodda.
Oliekongen nyder sit nye liv
EKSKLUSIV | ABONNENT

Oliekongen nyder sit nye liv

Manden bag rapsolie-eventyret på Lehnsgaard.
FÅ ABONNEMENT