Mere tryghed i taxien: 'Et meget lille problem på Bornholm'

Mere tryghed i taxien: 'Et meget lille problem på Bornholm'
Et mærkat på sideruden er det synlige bevis på, at en taxi er omfattet af tryghedskodekset tryg.taxi. Foto: Dantaxi
TRAFIK | Torsdag 28. november 2024 • 13:15
Henrik Nielsen
Journalist
TRAFIK | Torsdag 28. november 2024 • 13:15

Dantaxi på Bornholm er med i landsdækkende tryghedskodeks kaldet tryg.taxi.

Dantaxi på Bornholm er med, når taxibranchen lancerer et nyt kodeks, der har til formål at øge sikkerheden og trygheden for passagererne. Dermed forpligter det lokale taxiselskab sig til at indføre nultolerance i krænkelsessager og krav om ren straffeattest ved tilslutning af chauffører og vognmænd samt at forebygge krænkelser via uddannelse af chauffører.

Her på Bornholm oplever Dantaxis lokale leder ikke, at der er de store problemer, og taxituren er derfor allerede tryg, vurderer han, men han mener, at det nye kodeks sender et klart og vigtigt signal til både passagerer og chauffører.

– Som tiderne er, er der ikke noget galt i, at man overfor kunderne signalerer, at vi tager de her ting alvorligt, og det viser chaufførerne, at det er noget, de skal tænke over, siger daglig leder Benny Jensen hos Dantaxi på Bornholm til Tidende.

Tiderne har ændret sig

Alle danske taxier er i forvejen underlagt krav om kamera- og gps-overvågning, og med tryg.taxi forpligter Dantaxi på Bornholm og andre tilsluttede selskaber sig til at indføre yderligere 10 principper. Det kan der være god grund til i dagens Danmark, mener Benny Jensen.

– Tiderne har ændret sig meget i de seneste år, og derfor skal vi både tage sådan noget her alvorligt og signalere til kunderne, at vi tager det alvorligt i Dantaxi. Men det er et meget lille problem på Bornholm, siger han.

Et af principperne er hurtig og grundig sagsbehandling, hvor selskaberne forpligter sig til at behandle alle sager om dårlig kundebetjening og krænkelser grundigt. De tilstræber desuden, at kunden har en fast kontaktperson gennem hele processen i alvorlige sager.

 

De 10 principper i tryg.taxi-kodekset

1. Krav om ren straffeattest ved tilslutning

2. Løbende krav om ren straffeattest

3. Introduktion til kundebetjeningspolitik

4. Foranstaltninger under ansættelse

5. Forebyggelse af krænkelser

6. Hurtig og grundig sagsbehandling

7. Påbegynde sagsbehandling inden for to hverdage

8. Indberetning til Færdselsstyrelsen

9. Anmeldelse til politiet

10. Nultolerance over for krænkelsessager



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT