Luftrummet ramt af mystiske gps-forstyrrelser

Luftrummet ramt af mystiske gps-forstyrrelser
På hjemmesiden gpsjam.org kan man se aktuelle forstyrrelser af gps-signalerne. Torsdag eftermiddag var der en 'medium' forstyrrelse af gps-systemet - deraf den gule farve. Skærmbillede: gpsjam.org
NYHED | ABONNENT | 28. DEC 2023 • 15:30
NYHED | ABONNENT
28. DEC 2023 • 15:30

I dagene efter jul var der ifølge Ekstra Bladet problemer med gps-systemet over Bornholm og Østersøen samt Polen. Det er endnu uklart, hvad der forårsagede forstyrrelserne, der dog ikke har givet problemer for flyselskabet DAT.

Den 25. og 26. december var luftrummet over Bornholm og Østersøen ramt af 'massive gps-forstyrrelser'. Det skriver Ekstra Bladet, der citerer det polske medie Onet, hvor en talsmand for det polske luftnavigationsagentur PAZP udtaler sig om sagen. Ud over Østersøen var Polen også 'hårdt ramt' af forstyrrelserne, lyder det fra talsmanden ifølge Ekstra Bladet.

– Vi mærker forstyrrelserne, men vi kender ikke de specifikke årsager, siger Tomasz Modrzejewski til det polske medie ifølge Ekstra Bladet.

Ikke påvirket DAT

Direktøren i flyselskabet DAT, Jesper Rungholm, siger til Tidende, at han ikke har hørt om gps-forstyrrelser i luftrummet over Bornholm de pågældende dage.

– Det er ikke noget, der har forstyrret trafikken, for så havde jeg hørt om det. Men jeg har heller ikke været med på vores morgenmøder, så jeg kan ikke svare dig på det, lyder det fra Jesper Rungholm.

Skulle der være udfald på gps-systemet over Bornholm, er det dog ikke værre end at flyselskabet kan klare sig uden.

– Der er både radar og almindelige, konventionelle navigationssystemer på Bornholm. Så hvis gps'en er 'unreliable' for anflyvning på Bornholm, har vi alternativer, der kan bruges. Det er værre andre steder, hvor vi kun har gps-anflyvningen - der er det et problem, siger Jesper Rungholm.

Naviair, der leverer trafikstyring til luftfarten i det danske luftrum, oplyser, at flyvelederne heller ikke just har haft travlt med at håndtere meldinger om problemer fra piloterne.

– Vi har haft en enkel indberetning fra et luftfartøj fra Finnair i 40.000 fod over Malmø. Det var den 26. december klokken 17 lokal tid, hvor de rapporterede, de havde gps-forstyrrelser.

Debat om årsagen

Efter observationerne har der ifølge Ekstra Bladet været en debat om, hvad der er årsag til udfaldet på gps-systemerne. De polske myndigheder er ved at undersøge, om vejret har haft indflydelse, for der er angiveligt en sammenhæng.

– Vores eksperter har fundet en sammenhæng med vejret. Om det er den egentlige årsag vil vise sig i løbet af de kommende dage, siger formanden for kontoret for elektronisk kommunikation i Polen, Witold Tomaszewski ifølge Ekstra Bladet.

Tidende har spurgt DMI's vagthavende meteorolog om vejret kan have indflydelse på gps-systemets funktionalitet. Det tror Henning Gisselø dog ikke.

– Så vidt jeg husker, var det ikke specielt voldsomt vejr. Det var mere op til jul, hvor der først var stormen Pia og noget blæsevejr juleaften. Men i dagene efter var det ikke specielt voldsomt, siger han.

Kan vejret overhovedet påvirke gps-systemet?

– Det har jeg svært ved at forestille mig. Det er satelitter - de svæver så højt oppe. Vejrmæssigt tror jeg ikke, det kan være det, der har givet problemer. Det er nok noget teknisk, vil jeg tro, siger vagthavende Henning Gisselø, der dog understreger, at han ikke er gps-ekspert.

Molslinjens pr- og kommunikationschef, Jesper Maack, oplyser, at oplysningerne om gps-forstyrrelserne er 'helt nyt for os', og at man på færgerne ikke har mærket til nogen forstyrrelser.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT