"Da passagererne kom ud fra terminalen i Ystad, sad han helt åbenlyst og legede med sin private telefon. Der blev en solid kø og ansamling af passagerer, der ville ombord i bussen. Langt om længe besværede han sig arrogant og med ukvemsord til flere om at flytte røven ud fra sin førerplads," skriver Carsten Svensson, der tilføjer:
"Han nægtede at fortælle passagerer, hvilken side af bussen bagagen skulle placeres i, hvis man ville af i lufthavnen respektive slutholdepladsen. Citat "jeg flår hele lortet ud og efterlader taskerne".
Ødelagt bagage
Ifølge Carsten Svensson nægtede chaufføren også at hjælpe med korrekt placering af en barnevogn, mens vedkommende også nægtede passagerer, som ifølge Carsten Svensson ellers havde gyldig billet, adgang til bussen.
"Der var MANGE ordvekslinger af fortvivlede passagerer, der havde billet men blev direkte truet med at blive efterladt på kajen i Ystad. Det er simpelthen forfærdeligt, at en chauffør tillader sig at nægte at acceptere 100 procent gyldig rejsehjemmel og truer folk med at blive efterladt på kajen," skriver Carsten Svensson, der tilføjer, at bussen blev mere end 20 minutter forsinket fra Ystad på grund af 'mange konflikter' og 'så meget ballade.'