Hegnet er oppe: Nu er nyt område taget i brug

Hegnet er oppe: Nu er nyt område taget i brug
Der er plantet lindetræer og snebær i skellet mellem hegnet og fortovet. Foto: William Sonne Kaalø
TRAFIK | Mandag 9. december 2024 • 15:30
TRAFIK | Mandag 9. december 2024 • 15:30

Opmarchområdet for køretøjer der skal om bord på hurtigfærgerne i Rønne Havn er blevet væsentligt udvidet - og nu taget i brug.

Den udvidede del af opmarchområdet til hurtigfærgen er nu taget i brug. Det bekræfter specialkonsulent i regionskommunens vejmyndighed Palle Tourell, som dog tilføjer, at et lille hjørne af området endnu ikke er taget i brug endnu.

Dermed er der plads til at langt flere biler og andre køretøjer end tidligere på samme tid kan vente på at køre om bord på hurtigfærgerne.

Opmarchområdet er blevet udvidet mod nord og bilbanerne ligeså. Med udvidelsen får Bornholmslinjen langt bedre mulighed for at skabe en flydende ombordkørsel på færgerne, har rederiets pr- og kommunikationschef, Jesper Maack, tidligere fortalt.

– Når vi får et større areal, får vi også mulighed for at lave en mere logisk fordeling af bilerne i vores lasteproces. Vi får noget mere plads at gøre med i forhold til at få placeret de forskellige biltyper i de forskellige baner, så dem, der styrer banerne og lasteprocessen, kan skabe en mere flydende lasteproces, lød det fra Jesper Maack slut november, hvor han tilføjede:

– Det, vi ofte oplever på Bornholm, er, at det bliver lidt rykvis, når vi laster færgerne: Så laster vi noget, så går vi i stå. Så laster vi noget, så går vi i stå. Det er, fordi der er så meget skiften rundt, og folk kommer jo på forskellige tidspunkter.

I dag lyder det fra Maack, at det er lige tidligt nok at fortælle om de første erfaringer med den udvidede del af området.

"Afgangene er jo ikke helt så store endnu - og af trælse årsager er Express 5 jo heller ikke til stede endnu," skriver Jesper Maack i en mail, hvor han tilføjer:

"Der er lige lidt tekniske ting, som vi skal have helt på plads, før vi kan begynde for alvor at tildele baner til bilerne."

TV 2/Bornholm oplyste i slutningen af november, at åbningen af det nye område formelt markeres med en reception fredag den 13. december.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT