Hans vurdering er, at den nuværende situation vil være gældende indtil det næste køreplansskifte, som ifølge BATs trafikchef er i 2025.
BATs køreplaner er ellers lige blevet opdaterede for en måned siden den 1. september. En af de markante ændringer var, at bybusrute 23 blev nedlagt som konsekvens af en økonomisk genopretningsplan for trafikselskabet.
Tidende spurgte i onsdagens Tidende Niels Rasmussen, hvorfor selskabet ikke i den forbindelse optimerede vognløbssammensætningen, så elbusserne kom til at køre noget mere. Trafikchefen svarede hertil blandt andet, at det er en problemstilling, som er opstået efterfølgende.
Det kalder Mark Palmquist at være på bagkant.
– Vi har i Natur-, miljø- og planudvalget haft en del sager oppe med genopretningsplaner og tilpasninger, akutte ændringer af køreplaner og alt muligt andet. Så hvis vi kigger hen over det sidste halve år, burde man jo have forudset og løst det her.
Mark Palmquist vil nu spørge de andre politikere i udvalget, hvad de tænker om den aktuelle brug af busserne. Samtidig håber han, at emnet bliver bragt op til det kommende møde i BATs rådgivende bestyrelse, som flere af udvalgsmedlemmerne er en del af.
Tidende ville også gerne selv have spurgt Mark Palmquists kollegaer i Natur-, miljø- og planudvalget. Søren Schow vil ikke udtale sig på nuværende tidspunkt, oplyste han allerede onsdag, mens det fortsat ikke er lykkedes at få fat i Enhedslistens udvalgsforperson Helle Munk Ravnborg eller Socialdemokratiets Karen Lynn Jacobsen for en kommentar.