Snart bliver det nemmere: 'Det er en datingside'

Snart bliver det nemmere: 'Det er en datingside'
Det skal være lettere for storkøkkener og restauranter at vælge bornholmske råvarer - det sker blandt andet ved en digital platform. Foto: Gourmet Bornholm
ERHVERV | Onsdag 24. september 2025 • 05:30
ERHVERV | Onsdag 24. september 2025 • 05:30

I den nye fødevarestrategi ligger blandt andet, at der er en digital platform under udvikling, hvor fødevareproducenterne kan vise deres varer.

Når turisterne besøger Bornholm, ligger det at opleve gastronomien og maden på andenpladsen over det vigtigste ved besøget.

Det viste en undersøgelse fra 2023 af Destination Bornholm, og det skal styrkes yderligere i fremtiden med en ny fødevarestrategi.

Den nye strategi er på dagsordenen tirsdag hos Erhvervs-, Bolig- og Beskæftigelsesudvalget i Bornholms Regionskommune, hvor der længe, i samarbejde med relevante aktører, er blevet arbejdet på den.

Blandt aktørerne er Campus Bornholm, men også Gourmet Bornholm, som står med den sidste del af udviklingen af en digital handelsplatform, der er en del af strategien, for de bornholmske fødevareproducenter.

Det var Bornholms Landbrug og Fødevarer, der begyndte arbejdet med platformen, inden de gav den videre til Gourmet Bornholm. Meningen med den er, at det skal blive nemmere for restauranter og storkøkkener at finde og købe lokalt producerede fødevarer ved, at fødevareproducenterne får en samlet platform med deres varer.

– Man kan sige, sådan lidt sjovt sagt, at det er en datingside eller en matchmakingside, som handler om, at producenter og aftager kan finde hinanden. Så man som restaurant eller restauratør kan gå ud og se, hvad der er forskellige producenter på Bornholm. Hvor de kan få det fulde overblik over, hvad der er fra lokale råvarer til færdigproducerede produkter, fortæller Pelle Nybirk, sekretariatsleder hos Gourmet Bornholm.

Udviklingen af platformen er støttet af BRK, og det skal altså være med til at styrke den interne handel.

– Det handler jo om, at hvis man gerne vil bruge flere lokalt producerede varer, skal det også være nemmere for den enkelte restaurant eller storkøkken at se, hvad man reelt set kan få af rå- og fødevarer på Bornholm. Og så kan producenterne, store som små, nemmere fremvise, hvad det er, man har, og hvad man kan tilbyde.

Den lokale fortælling

Her begyndte det med et udtrykt ønske fra restaurationsbranchens side for at få overblikket over, hvad der produceres fra grøntsager til kød, forarbejdede fødevarer og mere til på Bornholm.

Netop det glæder formanden for Erhvervs-, Bolig- og Beskæftigelsesudvalget, Linda Kofoed Persson (K), sig også over.

– Vi kan forhåbentlig bruge det som et værktøj til, at lokale restauranter, storkøkkener med videre kan bruge lokalt producerede fødevarer. Og måske på sigt blive et sted, hvor man kan udveksle, hvad der er meget af lige nu, som kunne være godt at regne ind i et køkken, siger hun og fortsætter:

– Altså når man har et lækkert køkken, ikke nødvendigvis et gourmetkøkken, bare et lækkert køkken på Bornholm med masser af gæster og gerne vil lave nogle lokalbaserede retter, vil det være meget rart at have en platform, hvor man kan bestille de lokale rødbeder eller squash, eller hvad det nu er, der skal være på menuen. Sådan som vi også kommer til at bruge årstidens grøntsager og rodfrugter noget bedre i de bornholmske køkkener. Det håber jeg, at den platform kommer til at kunne, når den engang er klar.

Linda Kofoed Persson mener også, at det netop kan være med til at styrke fortællingen om den bornholmske gastronomi, at der i endnu højere grad er tale om lokale råvarer.

– Det har en anden fortælling, og det har en anden bæredygtighed. Hvis du kigger på hele det regnskab med lokalproducerede konventionelle kartofler kontra økologiske kartofler fra den anden side af Danmark. Der synes jeg jo, vi skal forsøge at slå historien på, at de her kartofler er rent faktisk gravet op ude ved Arnager i den her lækre strandede muld, der gør, at vi får den helt faste, gode kartoffel. Så er det nærmere, om der er nok af dem til de store restauranter, men de mindre kan måske få glæde af dem.

Skal kunne løbe rundt

Hos Gourmet Bornholm forventer Pelle Nybirk, at platformen bliver helt klar inden for de næste par måneder.

Platformen har været under udvikling i flere år og kommer snart, så er den selve den nye fødevarestrategi ikke vedtaget endnu. Først skal den igennem udvalget, og så skal den stemmes igennem i Kommunalbestyrelsen i oktober – hvilket jo også kan blive et nej.

Den nye strategi skal afløse strategien, som har løbet fra 2017 til 2025. Denne gang skal det blot være over en fireårig periode.

– For os synes vi, at det er jo fantastisk, at vi får sat fokus på det her. Vi har selv hele tiden fokus på at understøtte den lokale erhvervsudvikling inden for fødevarer. Og jo mere vi kan fastholde og øge værditilvæksten på Bornholm, hvis vi kan bruge flere lokale fødevarer, så er det penge, der bliver og arbejder på Bornholm, siger Pelle Nybirk.

Et overordnet mål har Gourmet Bornholm samtidig i den forbindelse.

– Det skal også være muligt for enkeltmandsvirksomheden at få det til at løbe rundt. Hvad end det er den store eller lille virksomhed, er det målet, at det kan svare sig, og at det kan løbe rundt, fortæller sekretariatslederen.

Kan justeres

I fødevarestrategien er der også mange andre ting end en digital handelsplatform.

Her er der også en udvikling af fødevareuddannelserne for at sikre en god arbejdskraft, tilbyde vejledning til de mindre virksomheder og iværksættere, styrke relationerne mellem de forskellige led, og at undersøge mulighederne for at iværksættere og små virksomheder har adgang til de nødvendige faciliteter for at kunne udvikle og opskalere produktionen – og meget mere til.

Derfor er det også ’blot’ mange overordnede linjer, der indtil nu er snakket om på rigtig mange møder mellem de forskellige interessenter, og det skal blive til virkelighed i de kommende år, hvis strategien bliver stemt igennem.

– Og så er det jo vigtigt at tage handleplanerne senere hen. Det er en fødevarestrategi, hvor man skal ned og arbejde med, hvad kan vi så gøre for at efterleve den bagefter. Og det bliver jo en ny kommunalbestyrelse, der skal lægge det arbejde, siger Linda Kofoed Persson.

Hun er selv ret naturligt glad for den strategi, der er blevet fremlagt efter selv at have deltaget på mange af møderne mellem interessenter, kommunens administration og politikere.

Men at den også kun gælder for fire år, frem for otte år, som den nuværende strategi gør, er hun også glad for.

– Så kan man jo justere strategien til den virkelighed, man er i på det tidspunkt. Udviklingen er virkelig hurtig, så de ting, man arbejder med, kan blive oldnordiske på otte år. Så er det bedre, at man tager planen op igen om fire år og justeres til, så man får en tidssvarende plan, fortæller Linda Kofoed Persson.

 

Pelle Nybirk glæder sig over den nye strategi, som dog endnu ikke er vedtaget. Men han ser mange gode perspektiver deri. Foto: Sune Rasborg

 


Linda Kofoed Persson (K) har været med til rigtig mange måde med mange aktører om den nye strategi. Foto: Marine Gastineau


Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT