Fylder 75 med fart på: Lige hjemvendt fra Italien – nu skal han til Grønland


Lars Kærulf Møller har været pensionist, siden han stoppede som direktør for Bornholms Kunstmuseum i 2020. Men han har stadig noget at rive i. "Man holder jo ikke op med at interessere sig for kunst, fordi man holder op med at arbejde," siger 75-års fødselaren.
– Det ved jeg jo ikke endnu, men det er vel ikke anderledes end alle mulige andre dage. Det er jo noget, der kommer, hvis man er heldig nok til det.
Sådan lyder svaret fra Lars Kærulf Møller, da han bliver spurgt, hvordan det føles at fylde 75 år, hvilket han gør torsdag den 25. september.
Når man kommer i den alder, kan diverse skavanker begynde at vise sig, men indtil videre har han været forskånet for det værste.
– Man kan jo godt mærke, at det ikke går så hurtigt, men bortset fra det har jeg det fint.
Lars Kærulf Møller har været pensionist, siden han var for fem år siden - lidt ufrivilligt - stoppede som direktør for Bornholms Kunstmuseum efter at have været leder af museet siden 1988. Nu bestemmer han helt suverænt selv, hvad han vil bruge sin tid på - og hvad han ikke vil.
– Det er jo et af de der privilegier, man får, når man bliver pensionist. Det er, at man kan sige nej til de ting, man synes er kedelige. Men jeg er jo så privilegeret, at når man altid har beskæftiget sig med kunst, så er det jo svært at adskille arbejde og fritid. Og sådan er det jo stadigvæk. Man holder jo ikke op med at interessere sig for kunst, fordi man holder op med at arbejde, siger han.
Deler ud af sin museumsviden
Lars Kærulf Møller er da også fortsat en travl herre inden for kunstens verden. Han er bestyrelsesmedlem i Grønlands Nationalgalleri, hvor han er med til at forsøge at få finansieringen på 200 millioner kroner på plads, så der kan etableres en 3.000 kvadratmeter stor bygning, der skal huse grønlandsk kunst.
Han er også bestyrelsesmedlem i en fond i Italien og er rådgiver for en kunstgruppe i Nordmakedonien. Derudover sidder han i Kunst- og Kulturhistorisk råd på Christiansø, hvor han organiserer de årlige udstillinger, som i år var med Bjørn Nørregaard, ligesom han skriver småartikler og holder foredrag om kunst.
– Så jeg har stadigvæk noget at rive i. Jeg er faktisk lige kommet hjem fra Italien og skal afsted til Grønland dagen efter min fødselsdag, siger Lars Kærulf Møller, som flittigt deler ud af sin viden om, hvordan man drifter og bygger et museum.
– Ja, det er jo noget af det, jeg har opbygget en erfaring omkring igennem årene, siger han med henvisning til, at det var med ham ved roret, da det i 1993 mod alle odds lykkedes at flytte kunstmuseet fra to ydmyge sale i Sankt Mortens Gade til en storslået, nybygget museumsbygning ved Helligdomsklipperne.
Begræder droppet museumsbyggeri
Dengang var det langt fra alle, som var vilde med ideen om et nybyggeri ved Helligdomsklipperne. Den samme modstand mødte han også i forbindelse med planerne om at bygge et lysmuseum ved siden af kunstmuseet, som var tegnet af den anerkendte amerikanske lyskunstner og arkitekt James Carpenter.
Lars Kærulf Møller arbejdede ihærdigt for at realisere projektet i sine sidste 10 år som direktør, men nåede aldrig selv i mål med det. Han havde dog håbet at kunne besøge lysmuseet som pensionist. Derfor ærgrede det ham rigtig meget, at byggeriet i juni 2024 blev droppet, da det stod klart, at regningen for byggeriet ville blive næsten dobbelt så stor end de budgetterede 151 millioner kroner.
– Jeg synes jo, at det er forfærdeligt trist, at det endte, som det gjorde. Det er jo vilkårene. Nu ser det så nok ud til, at de idéer bliver realiseret et andet sted i verden.
Er der mere at sige til det?
– Nej, det er der ikke, fordi det har jo ligesom været ude af mine hænder i så mange år. Jeg har jo bare kunnet se fra sidelinjen. Men det ærgrer mig selvfølgelig meget, og nogle af tingene undrer mig da også. Altså, hvorfor kunstmuseet i den grad blev spillet af banen? Fordi det var jo faktisk det projekt, hele udviklingen startede med. Men det er vilkårene.
Kritiserer dobbeltrolle
Da Lars Kærulf Møller stoppede som direktør for kunstmuseet i 2020, blev han afløst af Jacob Bjerring-Hansen, som siden har varetaget en dobbeltrolle, da han også er direktør for Bornholms Museum.
At der skulle være én direktør for det hele, er ikke en idé, som er groet i Lars Kærulf Møllers baghave.
– Jeg kan jo ikke se rationalet i, at bestyrelsen har valgt at have en fælles direktør for de to museer og endnu mindre, når man så ikke engang kommer til at ligge samme sted, siger han med henvisning til, at planerne om at flytte Bornholms Museum til kunstmuseet ved Helligdomsklipperne faldt til jorden, da lysmuseet blev droppet. I den forgangne uge blev det så meldt ud, at Bornholms Museum fra 2028 flytter ind i den nuværende møbelforretning, Inhouse, i Nexø.
Syntes du, det var en god idé at samle Bornholms Museum og kunstmuseet ved Helligdomsklipperne?
– Jamen altså, det var det jo, hvis man havde kunnet realisere idéerne. Fordi så havde det jo givet en synergieffekt. Men når man ikke kan det, så er der jo heller ingen grund til at have en ledelsesmæssig samling.
Hvis Lars' liv var en film, gad man så se den?
Som privatperson kommer Lars Kærulf Møller stadigvæk på Bornholms Kunstmuseum.
– Ja, ja, selvfølgelig gør jeg det. Jeg kommer som almindelig gæst og besøger og ser udstillingerne. Kunst er jo stadigvæk også en hobby for mig, og jeg følger med i kunstlivet, siger Lars Kærulf Møller, som har haft interessen, siden han fik sit første job på et museum som 12-årig.
Selv har han ikke været udøvende kunstner, det var talentet ikke til. I stedet har han igennem sit liv arbejdet for at skabe gode rammer for kunsten og for kunstnere. Han har også stor beundring for andre, der har arbejdet for det samme. Derfor havde han i tankerne, at han ville bruge sin pensionisttid på at skrive en bog om Lars Hansen, der grundlagde Bornholms Kunstmuseums samling.
– Men den er ikke rigtig blevet til noget. Dels har der været meget andet at rive i, og dels har jeg nok haft lidt svært ved at finde nogen, der har lyst til at udgive den. Så venter man jo også lidt med at sætte ind med fuld styrke, siger han.
– Altså interessen for den del af historien er måske ikke så stor, som den har været engang.
Hvad med din egen historie? Vil du skrive en selvbiografi på et tidspunkt?
– Ej, det tror jeg ikke. Det er jo det der med: Hvis ens liv var en film, gad man så se den? Jeg ved ikke, om der er - udover familien - nogen, der synes, det er voldsomt interessant med en selvbiografi.
Hvilke planer har du for din fødselsdag?
– Jamen, der har jeg ikke nogen specielle planer. Det bliver lidt med familien, når jeg er tilbage igen fra Grønland.
Blå bog
Lars Kærulf Møller (f. 1950) er uddannet mag.art. i kunsthistorie.
Blev ansat ved Bornholms Museum i 1986 og fungerede fra 1988 som leder af Bornholms Kunstmuseum, hvor han blandt andet stod for opførelsen og udvidelsen af museumsbygningen på Helligdommen, inden han i oktober 2020 gik på pension.
Han har tidligere blandt andet været formand for Foreningen af Danske Kunstmuseer, været formand for Det Kunstfaglige råd under Kulturarvsstyrelsen, og siddet i bestyrelsen for Skulpturparken i Olsker.
Han er ridder af Dannebrog og har modtaget flere hæderspriser, for eksempel Ole Haslunds hæderslegat, Eigil H. Brünniches rejselegat og Albertsen Fondens pris for fremragende formidling af kunsthåndværk.
Privat er han gift og far til fire børn fra et tidligere forhold. Bor i Allinge.
De stævner klagenævn og kræver afslag genbehandlet
Destinationen kæmper mod Coca-Cola
Et halvt år er gået – sådan går det i Meny
Efter 45 år er det slut
Nu er datoen klar: Spisebar åbner snart
OM BORNHOLMS TIDENDE
Ansvarshavende chefredaktør: Jesper Dollerup Merved.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration










