Antallet af tilflytterbørn sætter rekord i 2022
At undersøgelsens konklusioner ikke er helt i skoven bekræftes af lokale tal. For antallet af danskere, der flytter sig efter tryghed og lave boligpriser, er stigende, siger Rune Holm. Han har været tilflytterkonsulent i Bornholms Regionskommune i seks år, og selvom antallet af tilflyttere har ligget nogenlunde stabilt i den periode, så ser han en stigning i år, som er markant større end tidligere år.
– Vi har allerede ligeså mange nye børn på øen på nuværende tidspunkt, som vi havde hele sidste år, siger Rune Holm.
I 2021 flyttede 472 personer adresse til Bornholm. Heraf var 109 børn. I år er antallet af tilflyttere indtil videre oppe på 329, heraf 104 børn.
– Mange af dem er selvfølgelig ukrainere, men vi ser også flere og flere tyskere, der er interesseret i at flytte hertil, siger Rune Holm.
Tilflytterkonsulenten taler mest med yngre mennesker med mindre børn, eller tilbageflyttere, der er på udkig efter en bestemt type job. Børnefamilierne tiltrækkes især af netop de faktorer, som giver udslag på lykkebarometeret.