Øens store legeplads til både børn og voksne rejser sig i Aakirkeby

Øens store legeplads til både børn og voksne rejser sig i Aakirkeby
Her får man brug for sin balanceevne.
SUNDHED | Mandag 21. august 2023 • 19:00
Af:
Tekst
foto:Torben Østergaard Møller
SUNDHED | Mandag 21. august 2023 • 19:00

Under projekt Områdefornyelse bliver Bornholms største aktivitetsplads for alle aldre lige nu etableret ved Aakirkeby-Hallerne. Alle er velkomne, når forhindringsbanen og de øvrige aktiviteter åbner.

Det er skam benhårdt arbejde at lave aktivitets- og legeplads, ikke mindst af den størrelse, som det er tilfældet her ved Aakirkeby-Hallerne.

Det kan nok give sved på panden, kan Tidende registrere her mandag ved middagstid.

Men dertil giver det trods alt ud over den arbejdsglæde, som nu engang kan snige sig ind her, der og alle vegne, også løn.

Anderledes vil det være, når sveden i de kommende år kommer til at drive ned ad brugerne, for så vil det udelukkende være lysten, der driver værket.


Ja, held og lykke med det.

Dén lyst til at besøge banen er Niels Erik Lohmann sikker på nok skal indfinde sig. Han er formand for Aakirkeby Borgerforening, ligesom han sidder med i Områdefornyelse i Aakirkeby, hvorunder projektet hører.

Han er overbevist om, at stedet bliver et populært tilløbsstykke.

– Og vi er da også stolte af at være en del af de nye initiativer, siger han.

Hvem tror I vil komme her?

– Det er jo en aktivitetsplads, som både er beregnet til fysisk træning til voksne og til, at børnefamilierne kan komme her. Og vi forventer, her vil komme folk fra hele øen og bruge banen, og mig bekendt er da jo ikke noget lignende på Bornholm. Så når først folk opdager, hvad det er, tror jeg, det vil blive lidt af et trækplaster. Og der bliver jo fri adgang for alle, der har lyst til at bruge pladsen.

Det er ikke småting, man kan fornøje sig med, her er allerede skudt et væld af redskaber, aktivitets- og opholdsmuligheder op for brugere i alle aldre lige fra børn over unge og til voksne samt seniorer, ligesom det gerne skulle blive muligt for folk med alle grader af formåen at finde en aktivitet, forklarer Niels Erik Lohmann.

OCR

– Aakirkebyborgerne har været med til at beskrive, hvad der skal ske på aktivitetspladsen, og især har byens børn og unge været aktive i at beskrive, hvad de kunne tænke sig, fortæller han og oplyser videre, at det er legepladsfirmaet Maxplay, der fik tildelt opgaven, efter den blev budt ud som en slags designkonkurrence sidst i 2022.


Man skal ikke lide af klaustrofobi.

Nu er projektet altså så langt, at man snart blandt andet vil kunne suse afsted på svævebaner, klatre, gynge, balancere, lege, hænge ud og træne på Bornholms første såkaldte OCR bane.

Det står for Obstacle Course Racing, og skulle vi forsøge os med et dansk udtryk, må det slet og ret blive "forhindringsbane". Denne bane er i øvrigt designet i et samarbejde med den bornholmske atlet Nikolaj Dam.

– Der bliver også plads til de roligere udfordringer på den del af aktivitetspladsen, som tilegnes genoptræning og seniormotion, og som etableres for midler skænket af Villum Fonden, oplyser Niels Erik Lohmann.

Med den nye aktivitetsplads bliver der endnu mere at komme efter i området, idet placeringen jo er ved fodbold-, petanque- og tennisbanerne, Naturbornholm og børnehuset Trilobiten, tæt på multibanen og kun en små 10 minutters gang fra enten bymidten eller bålhytten i Sdr. Byskov.


Morten Petersen og Morten Olsen fra Anlægsgartner Lang er i fuld gang.

Ruben Kofod ejer firmaet PRO-indretning i Nexø, og han er sammen med sin medarbejder Nicholaj Jensen i fuld sving her mandag, idet hans firma er hyret ind af Maxplay til at lave aktivitetsbanen.

– Og det gør vi så i samarbejde med blandt andre Anlægsgartner Lang, siger han.

Arbejdet, oplyser han, gik i gang omkring den 1. juli.

– Og om 14 dage vil vi være tæt på at være færdige, uden at jeg tør give dig en præcis dag, siger han.

Har du prøvet at lave sådan noget her før?

– Ja, vi lavede den fitnessbane eller legeplads, der ligger ude i Muleby for Viking Atletik.

Men denne bane er vel den største på Bornholm?

– Jo, for pokker, det er den, siger Ruben Kofod og betoner:

– Og den er både for de unge, der gerne vil dyrke idræt, og deroppe er der noget for de ældre med nogle roligere udfordringer, som tilegnes genoptræning og seniormotion. Det er til dem, som skal bruge noget sundhed og livsmod, som det hedder, siger han og peger op i banen.

Sansehave

Fra Anlægsgartner Lang er Morten Petersen og Morten Olsen også i fuld gang.

– Vi står for al jordarbejdet, siger førstnævnte.

– Udgravning og, etablering af gangarealer, klargøring af de arealer, hvor der skal faldunderlag på, og så videre. Og efterfølgende skal vi stå for vedligeholdelsen af arealerne i hvert fald i det første år.


Her er også plads til afslapning.

Han er sikker på, pladsen vil være god for byen.

– Den bliver et aktiv for Aakirkeby, spår han.

– Med både legeplads og aktivitetspark, her er noget for alle.

Han oplyser, at her også vil komme forskellige typer af beplantninger, som skal indgå i en sansehave.

Og hvornår er det hele færdigt?

Heller ikke han ved det, og det forholder sig da også således, at det er landskabsarkitekt Mugen Hilary Sue Adler fra regionskommunen, der har styr på den del af projektet.

Det har blot ikke været muligt at få en kommentar fra hende.



FÅ ABONNEMENT