Læge stopper efter 22 år: 'Det er tid til at passe på mig selv'

Kathri Birkjær Hansen har fredag sidste arbejdsdag i Lægekompagniet Rønne. Hun har været glad for sine år som medejer af klinikken, men efter en hård periode grundet lægemangel har hun nu valgt at flytte fra Bornholm. Hun overlader dog klinikken i trygge hænder, for afløserne er endelig fundet.

Reaktionerne har været mange, siden Kathri Birkjær Hansen satte en annonce i Tidende for en måneds tid siden, hvor hun fortalte, at hun har valgt at træde ud af Lægekompagniet Rønne.

– Der er utrolig mange af mine patienter, som giver udtryk for, at jeg har betydet noget for dem i min tid som læge. Det er jeg jo helt rørt over, fortæller Kathri Birkjær Hansen, som valgte at uddanne sig til læge, netop fordi hun gerne ville gøre en forskel.

– Det er meget klicheagtigt, men jeg ville gerne hjælpe mennesker og gøre en forskel nogle steder. Jeg har også på et tidspunkt flirtet med tanken om at tage ud med Læger Uden Grænser, men af forskellige grunde er det ikke blevet til noget endnu, siger den 58-årige praktiserende læge, som i stedet har tilbragt hele sit arbejdsliv på Bornholm.

Oprindeligt er hun fra Karup i Jylland, men kærligheden bragte hende til øen i Østersøen. Hendes daværende mand boede nemlig på Bornholm, da hun i 1996 skulle vælge, hvor hun gerne ville uddanne sig til speciallæge. Dengang troede hun dog, at når hun blev færdiguddannet, ville hun slå sig ned som praktiserende læge i Jylland, hvor hun kommer fra.

– Så kunne jeg ligesom sige, at jeg har givet Bornholm en chance, for nu har jeg boet her i de her fem år, det tog at blive praktiserende læge. Men så er det jo egentlig meget sigende, at når man først lærer stedet at kende og finder ud af, at der er nogle fantastiske kollegaer og et godt samarbejde med sygehuset, så giver det pludselig ikke længere mening at rykke det hele op igen og flytte tilbage til Jylland. Så det endte med, at jeg slog mig ned herovre i stedet for.

– Og så kunne jeg også mærke, at det bare er skønt at være på Bornholm. Vi boede et godt sted i Rønne, og den klinik, som jeg gerne ville arbejde i, den lå faktisk også inde i Rønne. Og så havde jeg et tilbud om at komme ind, så det blev helt oplagt, at selvfølgelig skal vi blive her, fortæller Kathri Birkjær Hansen, som i 2002 købte sig ind i Lægekompagniet Rønne.

Har ikke fortrudt

I klinikken blev hun kompagnon med lægerne Niels Jacob Nielsen og Finn Hauschildt, og i årevis havde de tre et godt samarbejde.

– Det handlede meget om, at vi har meget fælles værdier og en fælles grundholdning til, hvordan man behandler og tager imod sine patienter, og hvordan patientarbejdet skal være, siger hun og nævner udskrivning af afhængighedsskabende medicin som et eksempel.

– I dag er det meget strammere regler, men allerede dengang havde vi det sådan, at det er noget, vi skal være opmærksomme på. Det er ikke bare noget, man kan få.

– Jeg har været utrolig glad for den tid, jeg har arbejdet sammen med de her to garvede kollegaer og har ikke fortrudt. Det har været en god klinik, vi har haft sammen, og selvom jeg var den unge i klinikken og gerne ville påtage mig at skulle være leder, så har jeg altid haft opbakning fra dem. Så det var det helt rigtige sted for mig at komme ind, siger Kathri Birkjær Hansen, som aldrig overvejede kun at være ansat i en klinik, da hun trives godt med at være leder.

– På det tidspunkt var det oplagt, at man købte sig ind i en klinik. Mulighederne for at være ansat var ikke så gode, som de er i dag. Og det var heller ikke det, jeg ville. Jeg ville gerne ind og have medejerskab i en klinik og være medbestemmende i klinikken. Jeg har også altid syntes, at det her med lederskabet har været interessant og vigtigt.

Arbejdsopgaverne har ændret sig meget, siden hun tog imod sine første patienter i klinikken. Dengang skulle hun eksempelvis fjerne sting, når folk var blevet opereret, eller fryse vorter. Nu er der sygeplejersker ansat i klinikken, som tager sig af det. I stedet har lægerne fået nogle opgaver, som tidligere blev udført på sygehuset. Samtidig er der flere i dag, som får diagnoser. Da hun startede, havde hun en eller to diabetespatienter om ugen, og det er noget, hun i dag ser dagligt.

– Man forventer, at vi kan løse tungere ting ude i almindelig praksis, og det gør det selvfølgelig fagligt meget mere interessant og meningsfuldt at være praktiserende læge. Jeg bruger jo min faglighed på en bedre måde ved at tage mig af de her kroniske patienter, siger Kathri, som oplever, at der er nok at tage fat på, da sundhedsudfordringerne på Bornholm er ret store.

– Bornholm er jo et sted, hvor vi har mange ældre, og vi har mange med flere kroniske sygdomme. Så man kan sige, at sygdomsbyrden er relativt tung på Bornholm, konstaterer hun.

Stod alene med ansvaret

Kathri følte sig dog aldrig overbelastet, mens hun stadig havde Niels Jacob Nielsen og Finn Hauschildt som kompagnoner. Men da de begge gik på pension i 2020, stod hun pludselig alene med ansvaret for klinikken, og det har trukket store veksler på hende.

– Der har jo været mange år med lægemangel, og det har været svært at få praktiserende læger til Bornholm. De to kompagnoner arbejdede faktisk i klinikken, til de var langt over 70 i håb om, at der kunne komme nogen og afløse dem. På et eller andet tidspunkt blev vi også nødt til at tage en beslutning om, at nu var det okay, at de gik på pension, og så måtte jeg prøve, om jeg kunne bære det videre, siger Kathri Birkjær Hansen.

Niels Jacob Nielsen blev dog som fast vikar og havde nogle dage om ugen, ligesom hun også fik hjælp af nogle andre læger, der blev fastansatte vikarer.

– Men jeg var så alene om ansvaret for en klinik, hvor vi før havde været tre læger med ansvaret. Det var helt klart en alt for stor arbejdsbyrde og alt for stort ledelsesmæssigt ansvar også, som jeg jo prøvede at bære igennem bedst muligt. Fordi alternativerne havde været enten at lukke klinikken helt, og så ville alle vores patienter stå uden læge, og der ville være personale, som ikke ville have arbejde - eller at skære nogle af patienterne fra. Men det er jo også rigtig, rigtig svært. Hvordan kan man se patienter i øjnene, som man har skåret væk fra sin klinik, som måske er de patienter, jeg selv har kendt allerbedst i de år, jeg har været der?

– Så jeg synes, at jeg kun havde ét valg, og det var at prøve at køre klinikken igennem og håbe på, at der dukkede en løsning op. Og det tog så tre år.

Du arbejdede for meget i de år?

– Jo, alt for meget arbejde. Helt sikkert. Det kan man gøre i en periode, men man kan ikke blive ved med at gøre det. Og jeg blev nok også ved lidt for længe i forhold til, hvad der har været sundt for mig. Men det er gået, og jeg er kommet igennem, og nu står jeg jo et andet sted, fordi jeg så har fået tre unge kollegaer ind for snart halvandet år siden.

Fem fridage på et år

De tre nye læger er Trine Pelle Holm, Olaf Emil Strøm og Johannes Skjold Birkbak. Det har været en stor lettelse for Kathri Birkjær Hansen, at de valgte at blive medejere af Lægekompagniet Rønne.

– Det er jeg utrolig taknemmelig for, siger hun og giver sit bud på, hvordan det endelig lykkedes at få erstattet de gamle kompagnoner.

– Jeg tror, de kunne se et perspektiv i, at de alle tre gerne ville arbejde sammen, og der var plads til dem i vores klinik. Det gav god mening, at de kunne få et arbejdsliv her og komme ind i en klinik, der kørte med et godt personale.

Hvad har det betydet for dig i det seneste halvandet år, at du har fået de tre ved din side?

– Det har været en utrolig gave, altså en lettelse, at kunne dele ledelsesansvaret med nogle unge læger med ny energi og friske øjne, som har mod på opgaven. Det har været rigtig dejligt, og så har det jo også betydet, at jeg er kommet væsentligt ned i arbejdstid. I starten kunne jeg slet ikke lige finde ud af at stoppe op, fordi når man har arbejdet alt for meget, så er det svært at trappe ned. Men det har været dejligt at kunne mærke, at der også er andet i livet end arbejde, fordi jeg pludselig har fået tid og plads til det.

Hvad er du gået fra i arbejdstid til nu?

– Altså fra 150 procent til 75 procent. Man kan ikke sige timer, for det tæller man jo ikke rigtigt, når man er selvstændig.

Havde du overhovedet fri, da du var alene om klinikken?

– I det første år havde jeg fem fridage på et år. Men jeg skal ikke have ondt af mig selv. Det er jo et valg, jeg selv har truffet, men som jo også har haft nogle konsekvenser for mig personligt, fordi arbejdsmængden har været for stor. Det vil aldrig være noget, jeg vil anbefale mine patienter. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg vil anbefale kollegaer det.

– Den yngre generation, der kommer ud nu, de er heldigvis væsentligt mere opmærksomme på det her med at passe på sig selv. Og sørge for at have et arbejdsliv, der balancerer bedre. Og de tre nye læger i klinikken havde også håbet på, at jeg måske blev lidt længere, end jeg nu gør, fordi vi så kunne have et mere roligt arbejdsliv ved at være fire læger om den her relativt store byrde, det er at passe en trelægeklinik i et udkantsområde, siger Kathri Birkjær Hansen, som fredag har sidste arbejdsdag i klinikken.

– Det er nu tid til at passe på mig selv i stedet for at passe på klinikken, siger hun.

Flytter til Møn

Kathri Birkjær Hansen siger ikke kun farvel til Lægekompagniet Rønne, men også farvel til Bornholm.

Hun flytter nemlig til Møn sammen med sin nuværende mand, Michael, som hun mødte for snart fem år siden. Han er også praktiserende læge, og sammen skal de drive en mindre klinik på Møn. De har allerede erfaring med at arbejde sammen, da han i en periode har været vikar i klinikken i Rønne.

– Og så har vi fundet ud af, at vi godt kan arbejde sammen. Det er jo ikke sådan givet, at det er en fordel at sidde under samme tag, når man er ægtepar. Men det er gået rigtig fint, siger lægen.

Hvorfor flytter I?

– Min søn har ikke boet på Bornholm i fem år. Han flyttede, da han blev student. Resten af min familie bor alle mulige andre steder. Michaels familie bor alle mulige andre steder, så jeg har ikke nogen familierelationer på Bornholm. Jeg har venner her, men jeg har også rigtig gode venner, som bor andre steder i landet. Så nu er tiden til at komme lidt tættere på vores familie og lidt tættere på de her mangeårige venskaber, som har været langt væk i mange år.

Hvorfor blev det lige Møn?

–Vi har et skønt dejligt fritidshus, som har været vores fælles base, da vi lærte hinanden at kende. Vi har det utroligt godt dernede, så der har vi lyst til at bo.

– Vi planlægger at overtage en klinik fra regionen, som er passende størrelse til to læger, der ikke skal arbejde helt fuld tid, så vi stadigvæk kan have tid til at gøre andre ting, og Michael kan passe sine supervisions- og undervisningsopgaver, som han også har.

Tror du, at du stadig får nogle relationer til Bornholm?

– Ja, jeg har stadigvæk venner herovre, som jeg regner med, at jeg skal se. Vi er ikke sådan færdige med Bornholm. 28 år har jeg boet her, og det har været rigtig givende år at bo på Bornholm. Der har også været nogle bump på vejen og nogle udfordringer, og nu er det tid til at flytte.

– Som jeg også siger til mine patienter: Hvis man skal gøre noget andet i sit liv, skal man gøre det, mens man kan det. Og nu er det det rigtige tidspunkt for mig.

Stor kritiker af praksisklinikken

Kathri Birkjær Hansen (tidligere Marcussen) var formand for de praktiserende læger på Bornholm (PLO Bornholm) fra 2007 til 2016. Hun gjorde sig blandt andet bemærket ved at være stor kritiker af Region Hovedstadens initiativ med at etablere en praksisklinik på Bornholms Hospital.

– I dag må vi jo sige, at den løfter en byrde for os, fordi vi jo mangler praktiserende læger. Jeg havde heller ikke nogen kritik af de læger, der arbejder i en praksis klinik, fordi de gør det fint, og jeg tror også, at Bornholm er heldig med at have en praksisklinik, hvor det er en relativt stabil lægestab, der er der. Sådan er det jo ikke i alle sådan nogle klinikker. Der er det jo typisk nogle vikarlæger, der er der i kortere eller lidt længere tid. Så på den måde fungerer det godt.

– Men helt grundlæggende er der jo stadigvæk en økonomisk skævvridning i, hvordan de bliver understøttet. Og vi kunne også se, at der var nogle af de læger, som vi havde brugt som vikarlæger ude hos os, som kom til praksisklinikken, fordi de kunne tilbyde dem en væsentlig højere løn. Det er jo svært at sige noget til, at man ikke gerne vil have mest muligt for sit arbejde, kan man sige. Men det gjorde så også, at vi blev drænet lidt for de vikarer, der havde kunnet hjælpe os herude i almen praksis.

Har du nogle gode råd til, hvordan man på Bornholm kan få flere praktiserende læger?

– Det er i hvert fald rigtig vigtigt at have et godt kollegialt fællesskab herovre og tilbyde nogle ordentlige uddannelsesvilkår for de læger, der kommer. Og der er jeg jo selv blevet på Bornholm i sin tid, fordi jeg oplevede, at der var nogle rigtig gode kollegaer, som jeg kunne lide at arbejde sammen med, altså på hele øen, ikke kun i min klinik. Og det har jeg gennem alle årene været utrolig glad for at være en del af.

– Jeg kan jo også mærke, at de unge læger, der er der nu, også har noget fællesskab sammen, holder fast på hinanden og støtter hinanden og ser hinanden socialt, og også laver noget med dem, der ikke er helt færdige endnu, men er på vej til det.

Hvad tror du, Region Øst får af betydning for de praktiserende læger på Bornholm?

– Uddannelsespladserne bliver jo ikke færre. Så jeg håber jo stadigvæk, at der kan blive ved med at komme læger herovre og blive uddannet, fordi - ligesom jeg selv har oplevet - så betyder det noget at komme til Bornholm og opleve det gode liv, man kan have på Bornholm. Og det kan måske gøre, at der er nogen, der bliver her, når de først er kommet hertil.

– Og så tror jeg, at Bornholm skal alliere sig med nogle af de andre udkantsområder, så det ikke er Bornholm mod eksempelvis den sydlige del af Sjælland, men at man ligesom taler med én udkantsstemme. Men selvfølgelig vil der jo stadigvæk på grund af Bornholms geografi være nogle ting, som er særlige for Bornholm.