Katja blev udsat for overgreb – nu kæmper hun for andre

Der er flere, end vi lige tror, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Katja Marcker er lige nu eneste frivillige i foreningen Spor Bornholm, hvor hun arbejder for at give de berørte mod på livet.

Berøringsangst, hukommelsestab, synsforstyrrelser, misbrug af alkohol eller stoffer og selvskade. Det er blot nogle af de problemer, som medlemmer af foreningen Spor på Bornholm kæmper en daglig kamp med.

Foreningen har til formål at være et tilflugtssted for voksne mennesker, der har været udsat for overgreb i deres barndom eller ungdom. Og de mennesker er der mange af, og måske også flere end vi lige går og tror. Det mener Katja Marcker, der som den eneste lige nu arbejder frivilligt for Spor på Bornholm.

Alle kan i princippet melde sig ind i foreningen, men medlemmerne er især mennesker, der kæmper med senfølger efter overgreb og svigt.

– Det er ikke et rådgivningssted, men et mødested, hvor man sammen med ligestillede kan føle en samhørighed, så man ikke skal gå alene med alle sine tanker, siger Katja Marcker.

Foreningens navn, Spor, er valgt, fordi det sætter dybe spor at blive udsat for overgreb og svigt i barndommen. Og medlemmerne kan have oplevet overgreb på mange forskellige måder. Det kan være alt fra fuldbyrdet seksuelt overgreb til berøringer og krænkelser, men mange gange kan bevidstheden om overgrebene ligge skjult i mange år.

– Der er nogle, der måske først som 45-årige finder ud af, at de har været udsat for noget som børn. De kan måske ikke forstå, hvorfor de igennem livet har haft det så svært med mange ting. Og når de så finder ud af det, kan det være rigtig godt at tale med andre om det. Og for nogen stopper det aldrig, men heldigvis er der andre, der finder et lys et sted i form af en person, der kan hjælpe dem, en psykolog eller en organisation. Og her er Spor et af flere tilbud.

Fik ikke hjælp

Katja Marcker fik selv øjnene op for foreningen, da hun hørte et foredrag på biblioteket. Og da det blev fortalt, at der på Bornholm ikke var nogle tilbud til voksne, der havde været udsat for overgreb, blev hun enig med sig selv om, at hun måtte tage affære.

– Måske har man ikke lyst til at snakke om det hver uge eller hver måned, men en gang imellem kan man have lyst til at snakke med nogen, som har det ligesom én selv, siger hun.

Katja Marcker blev selv misbrugt som barn, så hun ved præcis, hvordan det føles, når man har behov for nogen at tale med om sine tanker og følelser. Og Katja har i den grad mærket de senfølger, der kan komme af sådan et misbrug.

– Jeg er i dag førtidspensionist og har nogle forskellige fysiske udfordringer, fordi det har sat sig på den måde hos mig. Jeg har ikke kunnet leve et normalt liv. Misbruget har givet nogle konsekvenser i forholdet til mennsker, jeg møder. Det handler meget om, hvem man tør stole på i sit liv. Det er nok det sværeste i hele verden; at lære at stole på mennesker. Hver gang man skal møde nye mennesker, så er man rigtig meget på for hele tiden at vurdere, hvem man kan stole på, og det gør en virkelig træt, fortæller hun.

Hvem var den første, du fortalte det til?

– Det var min mor. Nej, faktisk var det en sundhedsplejerske på den skole, jeg gik på. Men hun tog det ikke seriøst, så jeg fik aldrig noget hjælp dengang. Dengang lod man det nok bare fare. Jeg gjorde også opmærksom på det, da jeg var 16 år gammel, men der blev heller ikke gjort noget ved det. Jeg tror, det er svært for mange at høre det. Man tænker, at det nok ikke kan passe. Eller at det nok går over. Men især meldingen, at det ikke passer, har været svær at få.

Katja Marcker har følt, at hun ikke blev stolet på, og det har haft mange konsekvenser for hende i livet.

– En konsekvens er, at man senere i livet skal bevise en masse, fordi man ikke er blevet stolet på. Man er bare en kastebold i sin egen verden, og man lader bare tingene ske, siger hun.

Man skal give sig selv lov

Forholdet til andre mennesker kan overordnet været noget rod, når man har været udsat for et misbrug eller svigt i barndommen.

– Man prøver at leve efter andres målestok og sætter tit sig selv på andenpladsen, og hele tiden overskrider man sin egen grænse, for at leve som andre gerne vil have, man skal.

Hvordan har du det i dag?

– Jeg er glad, og jeg er meget bevidst om det, der er sket. Måske er det også derfor, at jeg kan sige det højt. Man skal give sig selv lov, selvom det er et tabu. Og det er svært at åbne op, og der kan ryge venner og familie.

Har det været svært for dig?

– Det har været svært at få det anerkendt. At få andre til at acceptere, at jeg har været udsat for det. Man har måske mere lagt låg på i min familie. Og jeg kan godt forstå, at man ikke har lyst til at snakke om det, og at man danner sig nogle billeder af noget, man ikke har lyst til at se på.

Katjas forældre bor ikke på Bornholm, og hun har et fint forhold til dem i dag. De har hjulpet hende i voksenlivet, da hun havde brug for det. Og de har taget noget ansvar, fortæller hun.

Hun er nu også nået så langt i sin egen proces, at hun har plads og overskud til at hjælpe andre. Og det at give andre, der har oplevet det samme, en mulighed for at mødes, har gjort, at hun vælger at bruge sin tid i Spor.

Mange har senfølger

Som caféleder tager hun ansvaret for at arrangere møder i foreningen, og da Spor ikke har sit eget faste mødested, er mange af møderne hen over sommeren arrangeret som walk and talk, hvor der inviteres til en gåtur i naturen.

– Så går vi en tur og snakker sammen. Det er ofte lettere at snakke sammen, når man går, for så behøver man ikke at se hinanden i øjnene hele tiden, forklarer Katja Marcker.

Hvad snakker I om, når I mødes?

– Vi taler meget om senfølgerne. Og så forsøger vi at have nogle emner, vi kan drøfte. Det kan være behandlingsmuligheder, men også om hvad der er helende for os hver især. Men der er naturligvis også samtaler om, hvordan man har det lige nu. Det kan være, man lige har konfronteret et familiemedlem, eller at man er midt i en retsag.

Medlemmerne af Spor er en meget blandet skare. For selvom overgreb og svigt oftest sker i familier, der er dysfunktionelle, så kan det ske i alle familier, også i kernefamilierne.

– Det kan jo være en onkel, der kommer udefra, påpeger Katja Marcker.

Gruppen på Bornholm har også medlemmer i alle aldersgrupper.

– Vi har medlemmer fra 18 år og op til over 70. For nogle af dem er det nyt for dem, og for nogle er det kun kommet frem for nyligt, at de er blevet misbrugt. Nogle er alene og andre er i forhold. Der er ikke rigtig noget bestemt billede. Men det er mennesker som dig og mig, og man kan ikke se det, hvis man møder dem på gaden.

Hvilke senfølger har jeres medlemmer?

– Der er mange forskellige. Det kan være tilknytningsproblemer, berøringsangst, hukommelsestab og fysiske udfordringer som fibromyalgi og ledsmerter. Der findes nogen med synsforstyrrelser, madproblematikker, både den ene og anden slags og mennesker med et misbrug af alkohol eller stoffer. Og misbrug kan være mange ting. Det kan være lige fra selvskade som cutting, men det kan faktisk også være et øget sexbehov. At nogle misbruger deres egen krop på den måde. For ofte, når man har været udsat for overgreb, så tror man, at sex er et udtryk for kærlighed. Og selvom man godt ved, at det skader, så kan det være en måde at få opmærksomhed på, fortæller Katja Marcker.

I sit arbejde i Spor oplever hun mange forskellige skæbner.

– Nogle bliver gift og skilt og gift og skilt og får børn med flere forskellige mennesker. Og det kan både være mænd og kvinder. Man kan ikke mærke sig selv, når man har været udsat for et så kraftigt overgreb på sin egen person. Så har man bare gjort det, man troede var rigtigt.

Vi skal lytte mere

Katja Marcker møder dog også en del mennesker i det daglige, som synes livet er hårdt, men som ikke har lyst til, at andre ved, hvad de kæmper med. Og dermed konkluderer hun, at der er flere misbrugte, end vi tror.

– Ja, det er der. Tager vi en folkeskoleklasse, viser tallene, at der er omkring fem personer, der har været udsat for overgreb i en eller anden grad. Men der er derudover en stor procentdel, der aldrig kommer frem med det.

Hvad kan vi gøre for at undgå, at det sker?

– Vi skal lytte noget mere. Og se efter. Problemet er, at rigtig mange går i deres egen verden. Det er vigtigt, at vi åbner os for hinanden og lytter til hinanden. Og når vi tror noget og har en mavefornemmelse, så skal vi gøre noget ved det. Der er flere steder i vores system, hvor man kan henvende sig, og som på en meget fin måde kan tage fat i og undersøge, om der er noget om det.

Er det ikke svært at skulle anmelde nogen eller noget, når vi bor på en lille ø?

– Jo, det kan man godt være bange for. Og det kan da godt forekomme, at man tror, man ser noget, der så ikke er noget. Og det er derfor, man skal henvende sig til nogen, der er i et system, hvor de er vant til at arbejde med det. For vi kan ikke altid bedømme rigtigt. Men jeg tror, det er vigtigt, at vi følger vores mavefornemmelse, for den er ofte rigtig.

Så har man en mavefornemmelsen, bør man gå til de rette instanser?

– Ja, jeg mener ikke, der er nok indberetninger på Bornolm i forhold til børn, der har det skidt.

Hvorfor tror du, det er sådan?

– Man er bange for at træde hinanden over tæerne. Og vi ved, at vi jo alle sammen kender hinanden i tredje led, så derfor kan det være svært. Men jeg tror, det er vigtigt også at lytte mere til børnene.

Så en bedre kommunikation med vores børn?

– Ja, og være åben om det. Og man må også gerne fortælle sine børn, at det hele ikke er lyserødt. Ærlighed og sandhed er vigtigt. Vi må lære børn det, som jeg lærte, da jeg var barn. Gå ikke med fremmede og sig nej, hvis der er noget, der overgår dine grænser. Hvis onkel Tage tager dig på låret, eller hvis barnepigen overskrider nogle grænser, så er det ok at sige nej og sige fra.

Vi har behov for vores eget sted

Katja Marcker ønsker, at der kommer flere med i netværket i fremtiden. Det er vigtigt for at fjerne det tabu, det er indenfor området. For lige nu kommer der kun mellem to og syv til møderne.

– Jeg har somme tider haft lyst til at give op, når der for eksempel ikke kommer særlig mange til vores møder. Men jeg tror, det er vigtigt, at man ikke opgiver, men hele tiden viser flaget, også selvom der kun kommer en eller to.

Hun ønsker sig også, at foreningen havde deres eget lokale, da det er frustrerende for mennesker, der kæmper med mange problemer, ikke at kunne mødes et bestemt sted hver gang.

– Ja, vi vil rigtig gerne have vores eget. Det måtte gerne være på en skole for eksempel. Jeg ved jo godt, hvad Dams Gård kunne være brugt til. Der kunne være plads til mange foreninger og organisationer. Vi har brug for et sted, hvor vi bare kan være os selv. Et sted hvor vi føler, at her hører vi til.

Ville der så komme flere til jeres møder?

– Ja, absolut. Og det er der behov for.

Indtil det sker, vil Katja Marcker fortsætte med at arrangere møder for de mennesker i samfundet, der kæmper med senfølger efter overgreb og svigt i deres barndom eller ungdom.