En fond i Liechtenstein betaler for en kørestolsgynge og udendørs musikinstrumenter til døgn- og aflastningstilbuddet Løvstikken i Klemensker, som har modtaget 78.000 kroner. Og det er ikke første gang, Wilhelm Philips Stiftelsen sender penge til Bornholm. Sidste år modtog blandt andet botilbuddet Klintebo, dagtilbuddet Sandemandsgården og Kildebakken penge fra fonden.
– Vi har søgt penge til at genetablere vores sansehave, som taler til vores brugeres forskellige sanser. Vi er derfor glade for nu at have penge til udendørs musikinstrumenter, som brugerne kan interagere med. For eksempel har vi ønsket os en tromme formet som en blomst. Vi har også søgt penge til en kørestolsgynge, som både skal være med til at stimulere balancen hos vores kørestolsbrugere og fungere som samlingssted for socialt samvær, fortæller leder Karina Jensen i Løvstikken til regionskommunens hjemmeside.
Samme sted kan man læse, at medarbejdere i Løvstikken glæder sig til at kunne forny sansehaven snarest muligt. Løvstikken er et specialiseret døgn- og aflastningstilbud for børn, unge og voksne med behov for hjælp på grund af forskellige former for funktionsnedsættelser.