Efter fem år: Det meste kan lade sig gøre på Bornholms hospice

Efter fem år: Det meste kan lade sig gøre på Bornholms hospice
Fra venstre: Jannie Weinrich Petersen, sygeplejerske, Jessica Meinertz, oversygeplejerske og fagområdespecialist i palliation og Nadja Telschow, sygeplejerske.
NYHED | ABONNENT | 21. NOV 2022 • 05:30
NYHED | ABONNENT
21. NOV 2022 • 05:30

I disse dage markerer Afsnit for Lindrende Behandling fem år på Bornholms Hospital. Og tiden har vist, at de ansatte kan gøre meget for at imødekomme patienternes sidste ønske.

Hjemlig stemning med sarte lyse farver, sofaer, bibliotek, blid musik i højttalerne og bløde plaider i sofaerne. Afsnit for Lindrende Behandling skiller sig ud fra de traditionelle sengeafsnit.

– Ofte kender vi patienterne over længere tid, fortæller Jessica Meinertz, der var med til at etablere afsnittet og har været leder gennem alle årene. Siden er hun blevet fagområdespecialist i palliation, som står for lindring og livskvalitet ved livstruende sygdom.

Hun og kollegaerne har gennem årene arbejdet på at understøtte patienternes individuelle behov i den sidste tid. Patienter, som ofte er kræftsyge eller ramt af langvarig KOL eller uhelbredelig hjertesygdom.

Det meste kan lade sig gøre

Siden Lindrende Afsnit åbnede, har antallet af årlige indlæggelser ligget stabilt omkring 210 patienter. Afsnittet har en belægningsgrad tæt på 100 procent og har hele tiden mellem 20 og 40 patienter tilknyttet den udekørende funktion.

Hvordan hjælper I med at finde ud af, hvad der er bedst for den enkelte i den sidste tid?

-Det gør vi ved lytte og tale med patient og pårørende, så vi kan skræddersy det bedste forløb for dem i den sidste tid. Vi inddrager de uerkendte og ikke-udtalte ønsker i dialogen. For nogle patienter betyder det, at et forløb starter med en indlæggelse, men ender med at vi følger dem hjem og sikrer rammerne i hjemmet i den sidste tid. Så kommer vi på besøg efter behov.

– For andre betyder det, at vi giver patienten mulighed for at komme hjem og sidde i sin egen sofa en sidste eftermiddag, hvorefter patienten kommer tilbage til os, fortæller Jessica Meinertz.

Afsnittet har fire udekørende sygeplejersker, en læge og to fysioterapeuter, som bestræber sig på at opfylde patienternes sidste ønsker.

– Ofte tror patienterne slet ikke det er muligt, men vi prøver alt for at imødekomme ønskerne. Det er patienternes egne ønsker, der definerer den sidste tid, siger Jessica Meinertz.

Patienten i centrum

Afsnit for Lindrende Behandling på Bornholms Hospital har nu eksisteret i fem år og de ansatte er ifølge Jessica Meinertz blevet fem års erfaringer rigere.

– Vi har fået stor indsigt i, hvad det betyder, at vi inddrager patienterne i deres forløb. Det hører vi også fra de pårørende efter et afsluttet patientforløb. Vi bruger dagligt læring og evaluering til at blive endnu bedre, siger hun.

Et spørgsmål, som Jessica Meinertz ofte møder som leder på Lindrende Afsnit, handler om hendes egen trivsel. Den bagvedliggende tanke værende, at det må være hårdt at arbejde med døende mennesker hver dag.

Svaret er både og, siger Jessica Meinertz.

– Det er meget meningsfuldt og givende. Vi kommer ikke udenom, at vi alle skal dø, og med vores lindrende behandling kan vi gøre en forskel i den sidste tid. Det er en stor glæde, når pårørende til afdøde efterfølgende sender hilsner til os, fortæller Jessica og viser nogle af de hilsner, som hun og kollegaerne har modtaget gennem årene:

'I gjorde et fornemt fagligt og menneskeligt arbejde med respekt for, at mennesker er forskellige og har forskellige behov på forskellige tidspunkter i forløbet,' lyder det fra en pårørende, mens en anden skriver 'Det lykkedes jer at få os alle til at føle, at vi var de vigtigste i verden'.

– Når vi får disse hilsner fra pårørende, bliver vi glade for at kunne være med til at gøre en forskel i en svær tid, siger Jessica Meinertz.