50 nye på fire måneder: Medlemmer vender tilbage til fitnessklub
Hos Klemensker Fitness er de næsten tilbage på det medlemstal, de var på før corona.
Der er på ingen måde dårlig stemning, da Harry Olsen tager telefonen og giver en status på, hvordan formen er hos Klemensker Fitness. Men der er heller ingen jublende hænder over hovedet.
– Det går fint, vi skal da ikke klage, lægger han lidt tøvende ud.
Der er nemlig kommet mange nye medlemmer på det seneste – ikke kun på denne side af nytår, men også i løbet af efteråret. Og det er noget, man kan mærke efter et par hårde år.
– Vi er jo foreningsfitness, og vi har haft et mandefald efter corona. Men siden september er det begyndt at vælte ind med nye medlemmer, fortæller Harry Olsen, som er formand for Klemensker Fitness.
På de seneste fire måneder har omkring 50 nye medlemmer nemlig meldt sig ind i klubben, og dermed nærmer de sig stille og roligt de medlemstal, de havde, inden pandemien satte sit aftryk.
– Vi er omkring 300 medlemmer nu, og det er en meget blandet flok, fortæller han.
Inden pandemien var der dog omkring 330 medlemmer, og foreningen mangler stadig de sidste medlemmer for at nå op på det niveau igen. Men med et relativt begrænset opland, så forventer Harry Olsen ikke, at medlemmerne kommer til at vælte ind med mere end en to-tre stykker om ugen – på trods af at kalenderen siger januar.
Store investeringer
Under corona investerede foreningen intet mindre end 170.000 kroner på nye stativer til vægtløftning og nyt gulv. Øverst på ønskelisten i de kommende år står både nye håndvægte og nye løbebånd, som trænger til at pensioneres for at give plads til nyt.
Det seneste år har alle investeringer dog været sat på pause – både i form af nyt materiel og instruktørkurser. Men måske er det ved at være slut med at spare.
– Vi har lagt budgettet for 2023, og med efterårets tal er vi hjulpet lidt på vej, så vi måske kan lave nogle større investeringer i det kommende år, håber formanden.
Klubben har medlemmer fra både Rønne, Nexø, Tejn og flere andre steder, som kører længere end de havde behøvet for at få sved på panden, og Harry Olsen har måske et gæt på, hvorfor.
– Hvis man sammenligner med de kommercielle centre, så er vi selvfølgelig meget billigere, men jeg tror også at folk er glade for vores kultur og den ånd, der er i klubben, gætter han.
Og så er brusebadene naturligvis med i prisen. I disse sparetider er der ikke noget som at tage sit brusebad udenfor hjemmet.
– Det er der da flere, der benytter, men de blev også renoveret i 2021, så det har måske også noget med det at gøre, griner han.


Röryggjuer
Kan bruges om en rød ko, tyr eller kalv med en hvid stribe langs ryggen. Man kan eksempelvis tale om ‘et röryggjut kraitur’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration