'Vi vil helt sikkert savne Hasle'

'Vi vil helt sikkert savne Hasle'
Hasle fejrede mesterskabet med guldparykker. Foto: presse-fotos.dk
NOTITS | ABONNENT | 18. JUN 2022 • 18:57
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS | ABONNENT
18. JUN 2022 • 18:57

Efter sommerferien skal de nykårede mestre fra Hasle spille i Københavnsserien. Holdet kommer til at blive savnet i Bornholmsserien, lyder det fra Midtbornholm, som slutter sæsonen på andenpladsen.

Sidste runde i Bornholms bedste herrerække i fodbold blev spillet lørdag eftermiddag. Her cementerede Hasle førstepladsen ved at vinde 2-1 over Nexøs andethold, som ellers kom foran 1-0.

Efter sommerferien skal Hasle spille mod Nexøs førstehold, NB Bornholm, i Københavnsserien, og det bliver en stor mundfuld, spår Heino Hansen, som er holdleder for Nexø 2.

– Det er klart det bedste hold, der har vundet Bornholmsserien, og de har en rigtig dygtig træner, men jeg tror, de får det svært, siger han.

NB Bornholms cheftræner Thomas Jørgensen var også tilstede i dagens opgør, da han fulgte med som tilskuer på sidelinjen, og han ser frem til igen at skulle møde et bornholmsk hold i rækken. Senest det skete var i 2020-2021-sæsonen, hvor RIK var at finde i Københavnsserien.

– Det er altid sjovt at spille lokalopgør, så det glæder vi os til. Et lokalopgør mod Hasle vil der helt klart blive knald på, siger han og fortæller, at han også er spændt på at se, hvordan oprykkerne kommer til at klare sig.

Godt Hasle vil prøve lykken

I rundens anden kamp vandt Midtbornholm 4-1 over Knudsker på Åkirkeby Stadion. Midtbornholm har været det eneste hold, som har kunnet true Hasles førsteplads i denne sæson, hvilket ikke mindst skyldes en stærk formkurve i foråret. 

Midtbornholm slutter sæsonen fire point efter Hasle, og træner Mathias Andersen kommer til at savne opgørene mod konkurrenten.

– Det er selvfølgelig rigtig godt, at de vil prøve lykken deroppe i Københavnsserien, og jeg er sikker på, at de har forberedt det godt. Men vi vil helt sikkert savne Hasle i BS, det er jeg helt sikker på.

– Det er sjovere at spille mod forskellige hold, og vi spiller jo mange gange mod de samme hold, så vi havde da håbet på, de havde sagt nej, og at der så måske kunne være et ekstra hold i BS.

– Men de skal selvfølgelig prøve det, når de gerne vil, siger han.

Stillingen efter sidste spillerunde:
Hasle 27 point
Midtbornholm 23 point
Nexø 11 point
Viking 10 point
Knudsker 0 point


Hvordan har jeres sæson været?


Midtbornholm:

– Det har været en sæson med optur og nedtur. Vi vinder 1-0 over Hasle med en fightervilje og taber så til RIK i pokalturneringen. Men når jeg ser tilbage på holdet, så har vi haft kurs fremad og bygget på, fortæller træner Mathias Andersen.

Nexø 2:

– Vi har fået lavet et sammenhold og et rigtigt 2. hold, hvilket vi aldrig har haft før. Nu har vi et hold, hvor folk føler sig hjemme, og vi fester og hygger os, og vi vægter det sociale lige så meget som det fodboldmæssige. Vi har ikke fået det ud af det, som vi måske troede med dem, vi havde med fra start. Men vi har en masse unge spillere, som vi kan bygge videre på, siger holdleder Heino Hansen.

Knudsker:

– Det har været et utroligt skuffende forår, og det siger resultatrækken alt om (nul point i slutspillet, red.). Vi lå nummer to ved vinterferien og ender med at blive nummer fire ved grundspillet, men vi har haft mange skader og mangler også fem mand i dag. Vores forsvar har været utroligt hårdt ramt, så vi har måttet trække på spillere, der ikke træner, hvilket ikke er optimalt, siger træner Jakob Lassen og tilføjer:

– Vi har tabt 12 kampe, hvor de ni har været med ét mål, så mange kampe har været lidt udtur. Men i bund og grund har vi ikke været gode nok. Jeg tror drengene er glade for at gå på sommerferie og komme med friske batterier efter sommerferien.