En af dem, som drømmer om at opnå de samme ting som Sarah Bro, er Ida Sohn fra Rønne Svømmeklub. Hun er lige kommet hjem fra ungdoms-EM, og om nogle år håber hun at være med til de voksnes mesterskaber - og måske en dag stå med en OL-medalje om halsen.
Hun har tidligere mødt flere af de store danske svømmenavne, når hun har været med til stævner, og hun er glad for, at en svømmestjerne som Sarah Bro gider bruge sin tid på at tage til Bornholm.
– Det er vildt spændende, for hun har masser af erfaring, og jeg kan forhåbentlig lære noget af hende og få nogle øvelser, som jeg kan arbejde videre med, siger Ida Sohn.
Også Benny Nielsen, som er ansvarlig for Rønne Svømmeklubs konkurrencesvømmere, er glad for Sarah Bros besøg.
– Det betyder virkelig meget for de unge mennesker, når en, de har set op til, pludselig kommer forbi og er villig til at lave en træning for dem, siger han.