Cykelklubben har valgt at tage dette initiativ, fordi det kan mærkes hårdt på medlemstallet, at man ikke kan tilbyde medlemmerne at komme til indendørs træningsaktiviteter, som udover spinning også tæller blandt andet styrketræning.
Medlemstallet er således faldet med en tredjedel siden coronapandemiens indtog, oplyser klubben.
– Det er derfor en stor glæde, at vi nu kan åbne op for denne mulighed med at dyrke spin udendørs, og den første spintime blev afviklet med stor succes for alle deltagere, skriver NMCC, som oplyser, at der fremover vil blive åbnet for hold alt efter efterspørgsel, men allerede nu er der to faste hold, som træner på tirsdage klokken 17 og lørdage klokken 10.
Alt træning er nu genoptaget
Klubben oplyser desuden, at både landevejscykling og mountainbiketræning er genoptaget, og der er i år særlig opmærksomhed på opstartsholdet, som kaldes C-holdet. Her er fast holdleder på, så man sikrer, at alle får en god oplevelse, og det gælder både for nystartede og for dem, der er dykket i formkurven.