– Vi sidder jo der et par stykker fra vores hold og holder øje med de ting, der skal køre, siger han og forklarer, at et af målene for holdet var at vinde bakkekonkurrencen, og hvis det skulle lade sig gøre, var det nødvendigt at komme i udbrud.
Men der er jo mange ryttere og mange hold, der gerne vil afsted i udbrud, så hvordan kunne det lykkes så mange gange for dig?
– Det er selvfølgelig ikke udelukkende et lotteri, men jeg ved ikke, om det er rent held.
Er det typisk for dig, at du godt kan ramme de udbrud?
– Ja, det er det. Så lidt næse har jeg nok for det, kan man sige. Så det er jo godt nok, siger han, inden skuffelsen igen overtager talestrømmen.
– Men resultatmæssigt får vi ikke som fortjent, og det er jo det, der er ærgerligt, må man sige, konstaterer Toudal, der – trods de mange udbrud – utroligt nok ikke formåede at blive kåret som samlet vinder af fighterkonkurrencen, hvilket skyldes, at han ikke blev tildelt nogen point i konkurrencen i onsdags, selvom han undervejs på 2. etape var i udbrud hele to gange.