– Det er fuldstændig åndssvagt, at man giver en straf, som kun gælder i individuelle turneringer, mens man samtidig lige sørger for, at karantænen ikke gælder i holdturneringer for landsholdet. Det giver ikke nogen mening, siger Mathias Christiansen, som især ærgrer sig over, at parret ikke fik lov at deltage i Denmark Open, som i år er blevet opgraderet til en Super 1000-turnering, hvor præmiepengene er større, og hvor der er mange ranglistepoint på spil.
– Det er en kæmpe streg i regningen, at vi ikke kan spille Denmark Open, for det er den turnering, der giver flest point til world tour-finalerne. Havde vi været med, så havde det set rigtig godt ud, men nu bliver det svært, siger Mathias Christiansen, som derfor går benhårdt efter at præstere i de kommende turneringer, som parret kan deltage i.
Svær ting at snakke om
Adspurgt om han har talt med Alexandra Bøje om situationen ved DM-finalen, svarer Mathias Christiansen ja.
– Men det er en svær ting at snakke om, for hvis servedommeren mener, serven er for høj, så skal servedommeren dømme det. Men vi har bare aldrig på det niveau set det før, siger han og forklarer, at det er yderst sjældent, at fejlserver bliver dømt og slet ikke så mange gange, som det skete i DM-finalen for Alexandra Bøje og Mette Poulsen.