Kommunen glemte legepladsen: Fredag tog forældrene affære

Robin Hounisen, som har to børn i Allinge Børnehus, er dybt forundret over regionskommunens håndtering af sagen om en renovering, som har betydet, at børnehuset er midlertidigt flyttet.

– Det er børnene, der bliver kastebold i det her…

Robin Hounisen har to børn i Allinge Børnehus, og han er grundigt ærgerlig over den måde, regionskommunen har håndteret sagen om ombygningen af faciliteterne, for aktuelt er det hele sat på pause, og forholdene er forringet for børnene, som er blevet flyttet til nogle midlertidige pavilloner oppe i Pileløkken.

Her er der imidlertid ingen legeplads, så fredag eftermiddag måtte forældrene i fællesskab kaste sig ud i et forsøg på at rette op på sagerne og etablere en sådan.

Noget, som Robin Hounisen slår fast, at han mener burde være regionskommunens opgave.

Når projektet er sat på pause, skyldes det som også tidligere omtalt i Tidende, at det viser sig, at det bliver mange millioner dyrere end forventet at ombygge børnehuset.

– Så det er sat på pause, indtil det har været oppe på et kommunalbestyrelsesmøde, om de vil lave en ekstrabevilling for at få gennemført ombygningen, siger Robin Hounisen og fortsætter:

– Men der er også nogle andre forslag på tegnebrættet, såsom ikke at lave den fulde renovering eller eventuelt slå Tejn Børnehus og Allinge Børnehus sammen.

Totalt forkasteligt

Han er uforstående i forhold til, at regionskommunen åbenbart har iværksat pavillon-projektet, der som udgangspunkt var beregnet til at skulle rumme børnene i halvandet år, uden at afsætte penge af til en legeplads.

– Derfor er det blevet udlagt til, at det må være forældrene, der står for at skabe noget legeplads til de børn, som skal genhuses. Og det synes jeg i sig selv er totalt forkasteligt – at man som kommune forventer, at forældrene skal gå og bygge legeplads til deres børn på den her måde. Vi betaler trods alt skat, siger han og påpeger, at regionskommunen ikke engang kan oplyse tidsperspektivet, og om forældrenes projekt er købt eller solgt.

– Vi ved jo lige nu ikke, om de om en måned kommer og siger, at de skrotter det hele, og at vi skal flytte tilbage i de gamle lokaler, siger han.

– Og for mig handler det selvfølgelig både om, at jeg som forælder oplever en usikkerhed i forhold til børnenes tarv, men jeg tror også bare, at jeg som en almindelig borger på Bornholm synes, at der er tale om et helt enormt sløseri med vores skattekroner.

Du forstår ikke, hvorfor legepladsen ikke konkret var tænkt ind i projektet allerede fra begyndelsen?

– Nej, det forstår jeg ikke, og jeg synes, det lyder lidt hult, når Anne Thomas er ude med et stort indlæg i Tidende om, at vi skal være børnenes ø, og vi skal sende dem afsted med noget særligt ballast, og bla-bla-bla. Hun er spidskandidat for de røde til borgmesterposten, men samtidig sidder man altså og har ikke engang sikret, at der er en legeplads til børnene i Allinge i de halvandet år, de bliver genhuset.

Donationer

Hvordan kan I overhovedet finde ud af at etablere en legeplads, altså, hvor får I tingene fra?

– Det er sådan, at kommunen allernådigst har indvilget i, at de godt vil betale materialerne, men vi har jo selv for eksempel skulle ud at finde et legehus, og der har Wonderfestiwall heldigvis doneret en af deres hytter, og så har vi også været ude generelt at spørge i netværket, om der var nogen, der havde et gammelt legehus stående, som vi kunne få og den slags ting.

– Men altså, jeg synes jo bare, at det er underligt, at vi overhovedet skal gøre det her. Processen i det er virkelig skør, også fordi udmeldingen om budgetoverskridelsen kommer få dage efter, at man er flyttet – men de må da på det tidspunkt have vidst, at det budget ikke holdt, hvorfor er det så, at man overhovedet er fraflyttet børnehuset?

– Hvorfor har man så ikke sagt, hov, skulle vi lige lade børnene blive i de faste rammer og så finde ud af, hvad gør vi egentlig her? Det er jo det, der altid er så skrækkeligt i sådan en situation. Det er børnene, der bliver kastebold i det, siger Robin Hounisen.

– Og så er der jo også personalet i børnehuset, som har brugt de sidste fire uger op til flytningen på at gå og pakke flyttekasser ned og har skullet ageret flyttefolk, frem for at gøre det, de egentlig ansat til – nemlig at passe på vores børn.