Mager høst for Elite Bornholm

Mager høst for Elite Bornholm
Trænerne Nikolaj Grønnegaard og Kasper Stukonis gav U16-drengene en forgæves peptalk i pausen mod B 1903. Foto: Kjeld Lundbæk
NOTITS | SPORT | Søndag 5. maj 2024 • 17:36
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS | SPORT | Søndag 5. maj 2024 • 17:36

Kun U14-drengene vandt weekendens kamp i Elite Øst-turneringen.

Efter en ellers lovende start for alle tre Elite Bornholm, så blev denne weekend en mager omgang for de tre bornholmerhold. Kun U14-drengene fik alle tre point i kampen mod Lyngby 2, mens U16-pigerne og U16-drengene tabte deres kampe mod HIK og B 1903.

U16-drengene, der havde vundet de to første kampe i U16 Drenge Øst 1-rækken, kom ned på jorden, da de på hjemmebane måtte se sig slået med 3-1 af B 1903.

Bornholmerne fik ellers en perfekt start på kampen i Nexø, da Esey Tedros Gezae allerede efter fire minutters smuttede ud af offsidefælden helt oppe ved midterlinjen, styrede direkte mod mål, afdriblede målmanden og scorede til 1-0.

Men B 1903-drengene kunne mere, end det umiddelbart så ud til fra kampens start, og med 12 minutter tilbage af 1. halvleg udlignede københavnerne til 1-1. Bolden ramte stolpen og gik i nettet via den liggende Rasmus Rasmussen, der ellers stod en glimrende kamp i det bornholmske mål.

To minutter efter pausen blev det 2-1 til B 1903, og efter endnu en flot redning af Rasmus Rasmussen kunne gæsterne mod slutningen af 2. halvleg også gøre det til 3-1, da opmærksomheden for en stund svigtede i det bornholmske forsvar.

Elite Bornholm scorede også i 2. halvleg, men Lamujr Michaels skud tog overliggeren og sprang ned mindst ti centimeter bag mållinjen. Dommer Halil Durakovic havde ikke en chance for at se, om bolden var inde, og lod derfor med god ret tvivlen komme B 1903 til gode. Til store protester fra hjemmeholdet, naturligvis.

Sejrsmål i sidste minut

U14-drengene spillede også på hjemmebane, da de på Kunsten i Rønne besejrede Lyngby 2 med 1-0. Afgørelsen faldt dog først i det sidste minut af den ordinære spilletid, hvor det lykkedes Elias Hansen at passere gæsternes målmand.

– Det var en god og underholdende kamp, men det var os, der havde de fleste chancer, og derfor var det nok også okay, at det var os, der vandt, kommenterede træner Michael Mogensen.

– Imponerende, fordi det er stadig sådan, at vi spiller med seks-syv U13-spillere i truppen for at forberede dem til næste år, hvor alle de hold, vi møder, består udelukkende af U14-spillere, tilføjer Michael Mogensen.

U16-piger fik ét point

Elite Bornholms U16-piger spillede uafgjort i søndagens udekamp mod bundholdet HIK.

Kampen gik i forlænget spilletid, flere minutter endda, og her lykkedes det Siv Nielsen at udligne til slutresultatet 1-1.

Med det ene point fra kampen mod HIK har Elite Bornholm stadig ikke tabt i denne sæson. Tre kampe er spillet uafgjort, to er vundet, og bornholmerne indtager lige nu femtepladsen med ni point for fem kampe.

Elite Bornholm-pigerne spiller igen lørdag kl. 15.30, hvor de får besøg af et andet af bundholdene, FA 2000, på Rønne Stadion Nord.

Samtidig spiller Elite Bornholms U16-drenge på Nexø Stadioin mod KB 2, mens U14-drengene er på udebane, når de møder GVI.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT