Her elsker de Danmark Rundt: 'I skal glæde jer helt vildt'

Her elsker de Danmark Rundt: 'I skal glæde jer helt vildt'
I Vejle er de helt vilde med cykelløb. De har også haft Tour de France på besøg. Foto: Vejle Kommune
SPORT | Torsdag 28. november 2024 • 19:00
SPORT | Torsdag 28. november 2024 • 19:00

Det er en kæmpe folkefest for hele kommunen at få det store danske cykelløb PostNord Danmark Rundt på besøg. Det fortæller viceborgmesteren i Vejle Kommune, som er en af de oftest besøgte byer for løbet.

– I skal glæde jer helt vildt. Det bliver en kæmpe folkefest.

Det er det første Dan Arnløv Jørgensen (K) siger, når han bliver spurgt til PostNord Danmark Rundt, og hvad Bornholm kan se frem til, når Danmarks største cykelløb kommer til øen for første gang næste år.

Han er viceborgmester i Vejle og formand for kultur- og idrætsudvalget, og Dan Arnløv Jørgensen har derfor haft oplevelsen af Danmark Rundt tæt på mange gange. Vejle er nemlig blevet nærmest synonym med løbet, idet kongeetapen adskillige gange er sluttet på den berygtede Kiddesvej i hjertet af Vejle.

– Det er en folkefest for hele kommunen. Cykelsport er i min optik den mest demokratiske sport, der findes, fordi det er gratis; i hvert fald for dem der kigger på. Og det er efter min mening en af de sportsgrene, der egner sig bedst til at vise en kommune frem, siger Dan Arnløv Jørgensen og sammenligner med en håndbold, hvor man ikke kan se, om håndboldkampen bliver spillet i Amsterdam eller i Rønne.

– I cykelløb kan du vise alt frem. Danmarks Radio hyrer jo nogle rigtig dygtige helikopterfotografer ind, og det vil sige, man får nogle billeder fra Bornholm, man ikke har set før. Jeg glæder mig allerede til at se det.

En klar opfordring

Vejle Kommune har som nævnt været vært for Danmark Rundt flere gange, og ifølge viceborgmesteren får man det ud af det, som man selv gør det til.

– I Vejle er det jo bare vokset og vokset. Vi har fået klart mest ud af det der, hvor foreninger, landsbyer, virksomheder og privatpersoner engagerer sig i at skabe noget spændende. Det vil jeg helt klart opfodre til, at I også gør hos jer, fortæller Dan Arnløv Jørgensen og anbefaler blandt andet til at lave nogle fanzoner rundt om i landskabet for at skabe mere aktivitet i andre områder end "bare" start- og målby.

Modsat Bornholm, hvor det er erhvervslivet og fonde, der står bag den økonomiske del i at få løbet til øen, er det i langt de fleste andre mål- og startbyer kommunen selv, der står for økonomien. Det er det også i Vejle, men det er ikke noget, der vælter budgettet; slet ikke set i forhold til, hvad man får igen, siger Dan Arnløv Jørgensen.

– Det er ikke superdyrt i forhold til andre events, og det er peanuts i forhold til mængden af glade mennesker, man får.

Han forklarer samtidig, at man ikke laver en decideret udregning på, om man får pengene retur ved at afholde begivenheden.

– Vi er glade, hvis der kommer turister, og der kommer ekstra omsætning i butikkerne, men for os handler det om at skabe fællesskab og om at få smil på folks ansigter. Vi har lidt den holdning, at en kommune skal ikke bare være et sted, man bor. Det skal være et fællesskab, og der kan sådan nogle fælles begivenheder være med til at skabe det. Så er regnskabet ikke så vigtigt, siger viceborgmesteren, før han gentager sin opfordring.

– Giv den fuld gas, og så glæd jer helt vildt. Der er en kæmpe anledning til at skabe en fest.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT