– Jeg synes, vi som hold er med til at gøre Nicolai rigtig god, for vi ved, hvad vi skal. Han har mange dygtige spillere omkring sig. Og så er det jo fedt, at tingene lykkes for ham, for så bliver han jo endnu bedre, siger træneren, som mener, at cifrene lyver lidt, da Hvidovre efter hans mening spillede en god kamp.
– Jeg må indrømme, at jeg synes, det er et rigtig godt hold, vi spiller mod. Det er måske det bedst spillende fodboldhold, som vi har mødt indtil nu her i efteråret. Jeg synes virkelig, de spillede god fodbold. De vidste, hvad de skulle, så vi måtte grave dybt, og derfor var det en rigtig god sejr for os, siger han.
Glæder sig til vinterpausen
NB Bornholm har nu to kampe tilbage i efteråret, og den første er næste weekend på udebane mod FA 2000, hvorefter Sundby venter på hjemmebane den følgende weekend. Og NB-trænerens ambition er klar:
– Vi skal vinde de sidste to kampe. Og når jeg ser på de sidste kampe, vi har spillet, så mener jeg, at vi har noget at have det i, siger Thomas Jørgensen og peger på, at holdet leverede en rigtig flot indsats i sidste weekends nederlag til topholdet Skjold.