Bornholmerskjorten får nye motiver

Bornholmerskjorten med de tydeligvis lokale motiver kom til verden i 2018 under navnet Godâ Skjorter, men i 2023 kom produktionen på nye hænder. Siden er de som noget nyt blevet fremstillet med også en kvindelig pasform – og nye bornholmske mønstre er på vej.

Hawaii-skjorter er kendte for deres farverige, tropiske motiver, og man kunne kalde det for en bornholmsk udgave af dem, Niels Ebdrup fra Rønne i 2018 introducerede, da han fandt på Godâ Skjorten.

Disse skjorter er ligeledes særdeles farverige, men motiverne er i dén grad bornholmske med rundkirker, Jørn Utzons ikoniske vandtårn i Svaneke, Hammershus, klipper, røgede sild og alskens spræl fra øens og havets flora og fauna.

I 2023 overtog Wilgart i Olsker imidlertid understøttet af 175.000 kroner fra LAG-Bornholm konceptet, og siden er de sidste tilbageværende ruller stof til Godâ Skjorten under navnet Bornholmerskjorten blevet omdannet til i omegnen af godt 300 lokalt producerede skjorter.

Som noget helt nyt blev nogle af disse syet i en mere feminin pasform – og dertil er det nu planen at udvikle nye mønstre til de tekstiler, som kommende generationer af Bornholmerskjorten skal sys af.

Det fortæller Silas Skram, som sammen med sin kompagnon, Tomas Chovan, ejer Wilgart, som altså nu ejer Bornholmerskjorten.

Silas er født og opvokset i Soldalen på Maegårdsvej i Olsker, som hans bror, Aslak, nu har overtaget fra forældrene, Isa og Friedhelm Gärtner, og som rummer Mostballaden, Cirkus Soldalen, en naturbørnehave samt diverse andre projekter.

Og hvor Silas har sin systue med symaskiner, tilskæring, laserskærer og de øvrige maskiner, man skal bruge til kasketproduktion.

Han har nemlig i Tyskland uddannet sig til kasketmager og syr kasketter til sin og makkerens butik, Wilgarts i Jægersborggade i København, hvor han åbnede i 2017 og nu med sin kompagnon sælger kasketter, men dertil også filthatte af feodoratypen og for eksempel bælter samt hattenåle og manchetter med bornholmsk granit.

Der er næppe andre af Silas slags i Danmark, hvor uddannelsen som kasketmager da også for længst er lukket ned, hvilket står i skarp modstrid til tidligere tider, for på Wilgarts hjemmeside kan man læse, at i begyndelsen af 1900-tallet var hatten hver mands eje, og der fandtes dengang flere end 400 hattemagere og cirka 50 fabrikanter alene i København.

Man kunne aldrig finde på at gå uden for en dør uden at have noget på hovedet, og sådan fortsatte det frem til 1960'erne, hvor trenden fuldkommen døde hen og fra hver mands kære eje overtog i stedet dårlig stil og lav kvalitet, da produktionen flyttede til Asien, fortæller hjemmesiden.

Den danske uddannelse til hue- og kasketmager lukkede da også i 90'erne.

I Jægersborggade

Men det går skam godt her i Wilgart, fortæller Silas Skram, da Tidende besøger ham i butikken.

Det er da heller ikke noget dumt sted at lægge sådan en specialforretning, kan man konstatere, for Jægersborggade har i dén grad udviklet sig siden denne artikels signatur havde sin gang i den for flere årtier siden.

Dengang virkede den misligholdt og ussel med gadens løse fugle i fri og ureglementeret udfoldelse, og mange beboere måtte slå sig til tåls med små slidte lejligheder med skabstoiletter og intet bad.

I dag er gaden decideret hip og præsenterer en sand perlerække af små hyggelige specialbutikker og spisesteder, som ligger side om side fra ende til anden.

Deriblandt bornholmske …

Her er stort set alt, hvad hjertet kan begære såsom den lille brætspilsbutik, flere keramikbutikker, Den Sidste Dråbe, som meget vel kunne blive den første, for den sælger alskens alkoholiske drikke, og går det helt galt, kan man da opsøge Mødrehjælpen, som også er til stede i gaden.

Her er juvelerbutik, secondhand-tøj og andre tøjbutikker, adskillige spisesteder, deriblandt Grød, som serverer diverse udgaver af – ja, netop – her er butikken Øl, som sælger diverse udgaver af – ja, netop – og her er skam også et Damernes Magasin, som tilsyneladende er stukket af fra "Matador", her er Nørrebro Kolonial med alskens specialimporterede varer, her er Meyers Bageri … samt meget, meget mere.

Deriblandt Karamelleriet, som åbnede her i 2005, hvorefter de to oprindelige bornholmere, som fandt på karamellerne, i 2008, også startede en produktion i deres fødeby Svaneke.

I gadens anden ende i forhold til Wilgart finder man også butikken My Favourite Things med tøj og ting til kvinder, som ligeledes ejes af en bornholmer.

– Kun Meyers Bageri i gaden er en kæde, fortæller Silas her i sin butik, hvor man kan studere et utal af især kasketter, som ligger på hylderne i diverse former og farver, hvoraf mange altså har været igennem hans kyndige hænder, inden de reelt blev til kasketter.

– Og at den er her skyldes alene, at Meyers først blev en kæde, efter den etablerede sig her, forklarer han.

Det er således andelsboligforeningen, som udgør næsten hele gaden, der år tilbage satte sig som mål at skabe en butiksgade med helt særlige butikker og tydeligvis er kommet flot i mål med projektet og sit nej tak til kædebutikker.

Bornholmerskjorter er der ikke blevet solgt her i butikken, de hører Bornholm til, mener Silas Skram, hvor de også produceres, idet skrædder Mohammad Arichea, som bor i Aakirkeby, syr skjorterne.

– Det var også ham, der syede for Niels Ebdrup, siger Silas.

– Og han syr også for andre virksomheder på Bornholm. Jeg ved, at han for eksempel har syet for Bente Hammer, og det er faktisk fra hende, vi har overtaget snittet eller den skabelon, som vi har fået syet vores kvindelige udgave af Bornholmerskjorten efter.

– Og det er jo ikke, fordi vi mener, at den vante model kun er til mænd, den kan alle gå i, men i Bente Hammer-modellen er der nogle indsnit, som kan gøre, at kvinder måske synes, den passer dem bedre.

Virkelig sjov idé

Hvordan er de blevet taget imod?

– Jeg synes, at de er blevet taget okay imod, siger Silas.

– Og grunden til, at vi overhovedet så et potentiale i skjorterne, er jo, at vi synes, det er en sindssygt god og også virkelig sjov idé. Der er mange gode tanker bag projektet med sådan en bornholmsk hawaii-skjorte.

– Der, hvor vi er nu, mangler vi stadig at få opgraderet selve salgsdelen af det. Men vi har altså fået syet en masse skjorter, vi har udviklet på snittet, og vi er i proces med at kigge på nye tryk, altså mønstre til skjorterne. Og der kunne vi faktisk godt tænke os at få nogle bornholmske kunstnere ind over, som vi kunne samarbejde med.

Og så helt droppe de gamle mønstre?

– Nej, det er ikke sikkert, men vi vil meget gerne præsentere noget nyt.

Her i butikken tænker han ikke, der skal sælges bornholmerskjorter, fordi de er så forbundet til Bornholm, men de er blevet solgt dels i Soldalen, på forskellige markeder og på internettet.

– Vi har også haft dem til salg i Torvehal Bornholm i Rønne, og det har sådan set været en succes, så det ville være oplagt at kigge på det igen, siger han og konstaterer, at skjorterne trods alt kun repræsenterer en mindre del af forretningen.

– Men det er sådan en lille darling, vi har der, og vi synes, at det er rigtig sjovt og spændende at arbejde videre med skjorterne og udvikle dem. Vi skal nok også lave noget mere rundt om produktet, for når man ser dem, så ser de virkelig godt ud, men man skal også lige opdage og finde skjorterne, så vi skal formentlig arbejde med nogle produktbilleder og noget videofilm, som vi ikke har fået lavet endnu.

Og hvor skulle de så vises henne?

– Ja, hvis det var videoer, kunne det jo være på færgen, ikke? Det ville være oplagt, siger han, som flere gange, mens Tidende er på besøg, bliver afbrudt af kunder, som lige skal ned i den lavtliggende butik og tage noget hovedbeklædning i nærmere øjesyn.

Mere på Bornholm

Wilgart producerer faktisk også hattehylder, kaskethængere og skilte, hvilket dog ikke fremgår her i butikken.

I baglokalet er der indrettet to pladser med symaskiner, hvor der kan produceres kasketter. Der er i alt fem ansatte, hvoraf de tre er på flekstid, og denne dag bliver der da også syet på en af maskinerne, hvor fleksjobberen Carina er i fuld sving.

Men hovedproduktionen foregår altså i Soldalen, hvor Silas da også bruger en del tid, idet han i perioder bor der.

– Og vi er inde i en periode, hvor vi på sigt i hvert fald arbejder på, at jeg skal være mere på Bornholm, siger han.

Og der fokuserer du på produktionen?

– Ja, det kommer det jo nok til at blive. Jeg har også nogle projekter og ting, jeg gerne vil udvikle videre på derovre, og i det hele taget kunne jeg godt kunne tænke mig at tilbringe endnu mere tid ude i skoven i Olsker Sogn. Der er jo skønt deroppe på Nordlandet.

At søge andelsboligforeningen her i Jægersborggade om lov til at åbne butik har været et positivt træk.

– De forsøger jo at holde huslejen lav og vil kun have særlige butikker ind her. De er lykkedes med strategien, og her er også rigtig mange dejlige arrangementer i løbet af året, et stærkt sammenhold mellem de butikker, der er, og en god stemning, siger Silas.

– Så det er et godt sted for os at være, vi passer godt ind, og det er også lykkedes os at få nogle større lokaler, end dem vi startede i.

Wilgart har da også haft en vækst på mellem 20 og 25 procent om året.

– Og det hænger nok blandt andet sammen med, at mange af de kunder, vi har, kommer igen, siger han, som lærte sit fag ved såkaldt "sidemandsoplæring" hos sin mester i Tyskland.

– Men vi har for eksempel også fået et samarbejde med Rhanders Handsker, som vi syr kasketter til, og så har vi været rigtig meget ude på forskellige markeder for at gøre opmærksom på os selv.

Og ja, det hedder Rhanders med "h" …

Kasketterne fra Wilgart kan man i øvrigt også finde steder som Postgade 21 i Svaneke, på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk og i den gamle velrenommerede hattebutik Petitgas i Købmagergade over for stormagasinet Illum.

Den sidste kasketmager i Danmark

På Wilgarts hjemmeside kan man blandt andet læse:
Det hele startede egentlig ved et tilfælde, da Silas tilbage i 2010 rejste langs landevejene i Tyskland. På sin rejse hørte han om et værksted, hvor de stadig producerede hatte og kasketter fra bunden.

En fascination for grundigheden og stoltheden ved faget motiverede ham til at genoptage det for længst glemte håndværk, og han fik lov til at lære af kasketmagermesteren Herr Bullmann i Bamberg, Syd Tyskland.

Tre år senere startede han sit eget kasketmagerværksted i Københavns Nordvestkvarter, og med en stigende interesse for hovedbeklædning for menigmand kunne han i 2017 flytte værksted og butik til den populære butiksgade Jægersborggade på Nørrebro.