Dansk mester efter 15 måneders træning

Dansk mester efter 15 måneders træning
Træner Lis Borring og den nykårede danmarksmester, Anja Hagen Johansen. Privatfoto
KAMPSPORT | BORNHOLM | ABONNENT | 22. NOV 2021 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
KAMPSPORT | BORNHOLM | ABONNENT
22. NOV 2021 • 19:00

Anja Hagen Johansen fra Bornholm Taekwondoklub sætter sig nye, store mål.

Anja Hagen Johansen fra Bornholm Taekwondoklub blev i weekenden danmarksmester i taekwondo i gruppe C for kvinder under 30 år.

Anja Hagen Johansen leverede den præstation, da hun var eneste bornholmer blandt cirka 250 deltagere i kamp og teknik ved DM-stævnet i Arena Midt i Kjellerup i Midtjylland.

Anja Hagen Johansen har kun trænet taekwondo i cirka 15 måneder, oplyser hendes træner, Lis Borring, i en pressemeddelelse. Men i den tid har hun også knoklet for at nå så langt, fortæller træneren:

– Anja blev hurtigt interesseret i teknik og poomsae (sammensatte teknikker i mønstre og med 20–30 handlinger). Akkuratesse i både spark, stande, blokeringer og angreb er trænet flittigt time efter time, og når først det var godt på plads, er der herefter arbejdet med "performance", som dækker over Ki (udstråling) flow, balance og kraft.

– At komme så langt som Anja på så kort tid kræver flittig træning minimum tre-fire gange om ugen, og det har været meget spændende at træne Anja og coache hende til stævnet i lørdags, fortæller Lis Borring.

Træner blev skadet

Lis Borring skulle have været med det danske landshold til EM i Portugal i samme weekend, men måtte melde fra på grund af en skade. Det gav hende til gengæld mulighed for at være med Anja Hagen Johansen og coache hende i de vellykkede DM-kampe.

Den nykårede danmarksmester har mod på mere:

– For bare et år siden havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive danmarksmester og slet ikke i taekwondo, men det har bidt sig fast og giver mig så meget positivt, både fysisk og mentalt. Weekendens stævne har givet blod på tanden, og nu arbejder jeg frem imod at kunne tage til stævner i Europa til næste år, hvor der er endnu mere konkurrence og med tiden blive dygtig nok til at komme først på talenthold og derefter landsholdet, siger Anja Hagen Johansen i pressemeddelelsen.