– Det er desværre ikke uden udfordringer. I handicapidræt skal man selv betale for udgifterne, der er forbundet med eliteidræt, og for mig er omkostningerne næsten dobbelt op, da jeg har brug for ledsager. Jeg har forsøgt at finde økonomisk støtte, men det har vist sig at være særdeles svært. Men nu hvor jeg er kommet så langt, så vil jeg også have lov til at gribe muligheden, fortæller Brian Mattson, som ikke kan kommunikere mundtligt, og derfor udtaler sig på skrift til denne artikel.
Hjælp fra handicapforeningen
Den talentfulde bornholmer får stor opbakning af Handicap idrætsforening Bornholm, som glæder sig over, at der er en lokal spiller, som er blevet udtaget til landsholdet. Foreningen har dog ikke midler til at betale for alle udgifterne til landsholdsturen.
– Vi er ovenud stolte af, at Brian har kunnet drive sine resultater så langt og op på det niveau. Vi vil naturligvis støtte ham så langt vi kan, men vi er også kun en meget lille forening. Vi har hjulpet ham med nogle ansøgninger, men han mangler stadigvæk lidt for at være i mål, siger formand Kim Jacobsen.
Brian tager med landsholdet til de Nordiske Mesterskaber i dagene 15.-18. maj 2025.