Bornholmer vandt DM-titel i overbevisende stil

Bornholmer vandt DM-titel i overbevisende stil
Det blev lørdag til en flot bornholmsk førsteplads i DM i langtrail, der blev afviklet som en del af årets Hammer Trail. Privatfoto
SPORT | Søndag 9. maj 2021 • 14:37
Jesper Gynther
Journalist
SPORT | Søndag 9. maj 2021 • 14:37

LØB

I weekenden blev der afviklet Salomon Hammer Trail, hvor der blandt andet blev dystet om DM-titlen i langtrail på 50 miles-distancen, som svarer til cirka 80 kilometer.

Her blev det til bornholmsk sejr, for Laura Hulgaard fra TIF løb i mål som den hurtigste kvinde i en tid på ni timer, 12 minutter og 10 sekunder, hvilket var over 41 minutter hurtigere end den næsthurtigste kvinde.

På facebook har Lara Hulgaard skrevet et offentligt opslag, hvor hun fortæller, at hun allerede tilbage i december satte sig selv et mål om at stille op til DM og placere sig mellem de tre bedste kvinder.

– Fem måneders kostændringer, fokus på løbetræning med masser af højdemeter og fornuftig styrketræning og yoga bar frugt. Jeg havde lagt en plan, og den fulgte jeg fra start til slut!, fortæller hun og slår fast, at det var en fantastisk følelse at kunne løbe over målstregen som første kvinde i en overbevisende sejr.

– Skønt at kunne konstatere, at venner og familie stod lidt fra pladsen og heppede. De, der ikke var med, fulgte det hele tæt hjemmefra. Tusind tak til uvurderlig støtte fra min mand for at bære over med mig, når jeg insisterede på løbepas sent aften, tidlig morgen og i alt slags vejr! Tak for at løbe mig i mål de sidste meter. Med kobjælde gjaldende i nakken, kan det kun gå stærkt! Tak for at tro på mig!, fortæller hun.

Bornholmeren Nikolaj Dam vandt 33 kilometerdistancen til Hammer Trail, og dermed skal han nu til Finland til september for at deltage i finalen i kvalifikationen til den internationale løbsserie Golden Trail, som har løb i blandt andet Argentina, USA og Frankrig. Foto: Jens-Erik Larsen

Dam hurtigst på Golden Trail

På Golden Trail-distancen på 33 kilometer blev det også til en lokal sejr, da OCR-verdensmesteren Nikolaj Dam fra Inov8/Saysky kom i mål som den første løber i herreklassen i tiden tre timer, tre minutter og 35 sekunder, hvilket var lidt over fire minutter hurtigere end en anden bornholmer, nemlig Oscar Kristensen fra Tejn IF.

Med sejren har Nikolaj Dam dermed kvalificeret sig til den nordiske finale i kvalifikationen til Golden Trail, som er en international løbsserie, der er arrangeret af udstyrsproducenten Salomon.

Vinderen af Golden Trail-distancen til Hammer Trail får nemlig mulighed for at deltage i den nordiske finale i kvalifikationen, som finder sted i Finland den 4. september.

Med til Finland skal også Helene Draborg fra København, som vandt damernes Golden Trail-distance til Hammer Trail.

Oscar Kristensen fra Tejn IF blev nummer to på 33-kilometerdistancen efter Nikolaj Dam. Foto: Jens-Erik Larsen

Restriktioner forhindrede hyggesnak

Udover eliteløberne deltog også en del motionsløbere i Hammer Trail, da ruternes længde gik ned til minimalt otte kilometer. I alt deltog der 500 løbere i Hammer Trail, som fandt sted over to dage, fredag og lørdag, og Lene Møller fra arrangørklubben Tejn IF fortæller, at det generelt gik godt med at afvikle trailløbet.

– Det er gået rigtig fint, og vores forholdsregler i forhold til coronaen fungerede, så på intet tidspunkt havde vi for mange mennesker samlet. Men det er jo sjovere at holde, når der er en masse mennesker, siger hun.

Der var ikke så stor mulighed for at tale med så mange?

– Nej, og vi kan jo godt lide, at folk kan hygge sig efterfølgende, men det var der jo ikke mulighed for.

– Men ellers gik det hele sådan set fint, og folk har været glade, så alt i alt har det fungeret godt under de forholdsregler, der var. Løberne var også sultne på at komme i gang, siger hun og afslører, at hun nu er en smule træt.

– Jeg har nærmest ikke sovet i flere nætter, fortæller Lene Møller, som er en af de bærende, frivillige kræfter bag løbet.

Det næste løb, som Tejn IF arrangerer, er Suunto Trail Triathlon den 26. juni.

Det var ikke kun løberne, som var trætte efter Hammer Trail. Også arrangør Lene Møller var godt brugt efter to dage med løb både dag og nat. Foto: Jens-Erik Larsen

FÅ ABONNEMENT