Annemette har lige løbet 160 kilometer på 24 timer: 'Jo længere man løber, jo større er eventyret'

Annemette har lige løbet 160 kilometer på 24 timer: 'Jo længere man løber, jo større er eventyret'
Annemette Skov forbedrede sin egen løbsrekord til Hammer Trail på 100 miles-distancen med 53 minutter og 37 sekunder. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 8. MAJ 2021 • 16:59
Jesper Gynther
Journalist
| ABONNENT
8. MAJ 2021 • 16:59

LØB

Det kan nærmest ikke blive for langt for ultraløberen Annemette Skov fra Slagelse, der netop har gennemført Salomon Hammer Trail på 100 miles-distancen, der svarer til 160,93 kilometer.

Fredag formiddag blev hun sendt af sted på ruten, og præcis 24 timer, ti minutter og 36 sekunder senere kom hun i mål. Det er den hurtigste tid, en kvinde nogensinde har sat til Hammer Trail-løbet på 100 miles, og faktisk er det også Annemette Skov, som har den nu forhenværende løbsrekord, da hun i 2016 gennemførte den lange distance i tiden 25:04:13.

Derudover har den 43-årige løber, som stiller op for Tejn IF, vundet en del andre løb på Bornholm, siden hun begyndte at dyrke løb for otte år siden. Især har hun vundet en del 50 miles-løb, fortæller hun.

Hvorfor synes du, at det er sjovt at løbe så langt?

– Det er jo for at prøve mine egne grænser af og se, hvad kan jeg holde til, og hvad jeg kan træne mig op til. Derudover er det også spændende at se, om man kan komme godt igennem det og få tingene til at fungere med indtagelse af mad, enerigbarer og væske, fortæller Annemette Skov til Bornholms Tidende.

Ikke noget, man bare lige gør

Hvordan klarer man at løbe 100 miles, for det lyder umiddelbart ret uoverskueligt?

– Det kræver noget forberedelse. Det er ikke noget, man bare kaster sig ud i, for det kan man ikke. Så kommer man simpelthen til skade. Det kræver noget forberedelse med seriøs træning for at styrke blandt andet dine sener og dine led og selvfølgelig også dine muskler. 

– Jeg havde selv debut på 100 miles for fem år siden, og det var egentlig mere, fordi jo længere man løber, jo større er eventyret, og jo længere varer eventyret også. Og så er det bare en anden proces, der sker i hele kroppen, når man løber længere distancer. 

Hvordan har du det nu?

– Jeg fryser. Det har været koldt, det har regnet, og jeg har stadigvæk lidt fugtigt tøj på, så jeg skal have noget tørt tøj på. Og så er jeg træt, men ellers har jeg det fint.

Efter løbet havde Annemette både dunjakke og en stor vintersovepose om sig, så hun kunne få varmen igen. Foto: Jens-Erik Larsen

Elsker at løbe alene

Du har løbet hele natten. Hvordan var det?

– Man gør det typisk til de her lange løb og også til 50 miles, som starter til midnat. Det er selvfølgelig for at gøre det lidt mere avanceret, for det er en lille smule sværere og en udfordring at løbe om natten.

– Personligt kan jeg godt lide at løbe om natten. Jeg synes, det er spændende, og jeg synes, det er enormt unikt at være ét bare med min pandelygte og mig selv og mine egne tanker. Jeg behøver ikke snakke med nogen, for jeg kan godt lide at løbe alene.

– I det her løb fulgtes jeg en gang imellem med nogle andre, hvis tempoet lige passede, men ellers så løber de fra mig, eller også løber jeg fra dem. Men jeg har ikke nogen, jeg som sådan løber med. Jeg løber for mig selv.

Er begejstret for løbet

Hvordan var det at være med i løbet?

– Det er altid en fornøjelse at være med. Jeg har løbet løbet mange gange. Ikke 100 miles, men jeg har løbet rigtig mange 50 miles herover. Jeg er meget begejstret for deres løb, jeg synes simpelthen, at de (Tejn IF, red.) gør det så godt. Og det er megaflot natur. 

Hvad er det, der er specielt ved Hammer Trail-løbet?

– Løbet er noget af det mest kuperede i Danmark, og der er stort set hele tiden nogle tekniske spor, som jo er godt for dem, som synes, at sådan noget er sjovt at løbe.