Bornholm glemt i ny hesteaftale

Bornholm glemt i ny hesteaftale
Transporten af heste til og fra stævner i resten af Danmark er fra den 1. september blevet langt mere omfattende end det var tidligere. Fødevarestyrelsen er på nuværende tidspu
SPORT | Torsdag 31. oktober 2024 • 19:00
SPORT | Torsdag 31. oktober 2024 • 19:00

Den 1. september trådte nye regler om flytning af heste i kraft. Ideen er at gøre transporten af heste til og fra stævner og konkurrencer i hele Norden nemmere. Og det gør reglerne i princippet også. Med én undtagelse. Det er nemlig blevet markant sværere, og ikke mindst dyrere, at flytte sin hest fra Bornholm og til resten af Danmark. I hvert fald, hvis man som de fleste ønsker at tage den hurtigste rute og køre igennem Sverige.

For nyligt blev Bornholm i endnu højere grad end før afskåret fra resten af Danmark, når det kommer til at transportere heste frem og tilbage fra stævner, konkurrencer eller andet. De nye regler påvirker også, hvor mange danske ryttere og konkurrencedeltagere, som Bornholm kan tiltrække til stævner i fremtiden. En udvikling som formand for Nexø rideklub Michelle Krogsgaard finder meget problematisk.

Den 1. september udsendte Fødevarestyrelsen de nye regler for flytning af heste i Norden. Gennem en lang årrække har Danmark haft en særlig aftale med Sverige, Norge og Finland, som blev kaldt den "Nordiske aftale". Aftalen tillod en midlertidig flytning af registrerede heste, som i forbindelse med konkurrencer og stævner i nabolandene skulle krydse landegrænser.

Med den nye ordning åbnes op for flere typer arrangementer, og samtidig gøres dokumentation- og registreringsprocessen mere simpel. Et nyt såkaldt "DOCOM-dokument" skal erstatte de tidligere personlige erklæringer, og kan nu medbringes i elektronisk form, alt sammen for at gøre processen for hesteejerne nemmere. Men ét sted er reglerne nu blevet så entydige, at det afskærer Bornholm fra resten af Danmark. Fødevarestyrelsen skriver følgende på deres hjemmeside:

– DOCOM-dokumentet må kun anvendes til flytninger af heste fra Danmark til en konkurrence i Finland, Norge eller Sverige.

Du kan derfor ikke bruge DOCOM til flytninger af heste, som flyttes mellem steder i Danmark via Sverige, eksempelvis fra Bornholm via Sverige til et sted på Sjælland. Heller ikke selv om flytningen er til et hestearrangement.

Sådan en flytning skal følge de almindelig krav for flytninger af heste, og det kræver derfor, at hesten flyttes ledsaget af et INTRA-certifikat.

I korte træk er det altså blevet nemmere at transportere sin hest til både Sverige, Norge og Finland, men derimod markant sværere at transportere hesten videre til Danmark via transit igennem Sverige.

Formand for Nexø rideklub Michelle Krogsgaard ærgrer sig over, at fødevareministeriet så eksplicit har udpenslet begrænsningerne for Bornholm, da det både kommer til at påvirke bornholmske heste og rytteres deltagelse i danske stævner, men også danske rytteres deltagelse i stævner her på Bornholm. Ifølge hende er det et resultat af manglende indsigt i, hvordan tingene fungerer i praksis.



Transporten af heste til og fra stævner i resten af Danmark er fra den 1. september blevet langt mere omfattende end det var tidligere. Fødevarestyrelsen er på nuværende tidspunkt igang med at undersøge, om der kan lempes på reglerne for Bornholm. Arkivfoto: Berit Hvassum

 

'Det er ret ærgerligt, at man pålægges endnu en merudgift'

– Reglerne har i princippet altid været sådan, at man har skulle have en sådan erklæring. Men man har haft en indforstået stævneaftale om, at når man rejste til et stævne var det ok, fordi man rejste med en hest, som var klar til et stævne og dermed var sund og rask. Det har man rejst på fra bornholmerne side, så vel som til Bornholm, i mange år, siger Michelle Krogsgaard

– Hele udfordringen er, at Bornholm er specificeret i reglerne nu. Frustrationen for mange bornholmere tror jeg, handler om, at vi gerne må tage til Sverige, Norge eller Finland og starte stævne, men man må ikke rejse i transit til sit eget land.

– Jeg ringede selv til fødevarestyrelsen for at gøre opmærksom på problemet, og de henviste mig til at bruge Køge færgen. Og det kan man selvfølgelig i princippet godt, men hvis man har børn, der skal i skole, fungerer den langsomme køgefærge bare ikke. Man skal i så fald afsted dagen før, og dermed sørge for overnatning til både en selv, eventuelle børn og hesten også. Og det samme gør sig gældende for turen hjem igen. Og selvfølgelig kan man i princippet ”bare” betale de 2.500 kroner det koster at få et traces dokument, som gør at du må tage hesten med i transit. Men hvis man som enlig mor har et barn der rider, og som gerne vil dygtiggøre sig, så kommer den store merudgift til at holde familier med lavere indkomst fra at dyrke sporten. Det er en merudgift som alle andre danskere ikke har når de skal deltage i stævner i Danmark.

Påvirker det også, hvor mange danske deltagere, der kommer til stævner, som bliver afholdt her på Bornholm?

– Det er helt klart. Førhen har vi altid kunne tiltrække deltagere i militarydisciplinen eller spring og dressurstævner, men i dag er der jo ikke nogen i Danmark der ville vælge et stævne på Bornholm med alle de merudgifter. Før i tiden har man altid kunne rejse på den her stævneaftale, men det stoppede i august da der sort på hvidt blev beskrevet forholdene for Bornholm på fødevarestyrelsens hjemmeside. Det ironiske er jo, at man i princippet med det nye DOCOM-dokument må tage sin hest med til Sverige og lukke den ud, hvorimod en lukket transit direkte igennem landet og tilbage til Dansk territorium, er ulovligt, fordi det ligger under transitregler. Kan det virkelig passe, at der i 2024 ikke er nogen der kan finde ud af at lave en logisk lovgivning? For det giver virkelig ikke mening, at man ikke bare kan snakke med de nordiske lande og høre hvad behovet er.

Hvad ønsker I, at der sker i fremtiden?

– Det havde været fantastik, hvis man kunne komme til enighed. Hestesporten er ligesom mange andre sportsgrene, også noget hvor man, både for hesten og for børnene, gerne ville kunne komme ud og hjem samme dag. Vi vil jo gerne støtte de danske stævner, og det gør det her meget svært og meget dyrt.

Man skal også have familielivet til at hænge sammen i forhold til rejsetider.

– Man bør se på, hvordan tingene fungerer i praksis. Selvfølgelig skal der være faste regler og rammer omkring transport af slagtedyr eller syge dyr. Men man skal også huske på, at det her er en sport som i forvejen er dyr. Det er ret ærgerligt, at man pålægges endnu en merudgift for at være med synes jeg.

Mulighed for at lempe reglerne

Tidende har været i kontakt med Fødevarestyrelsen, som skriver, at man er i gang med at undersøge mulighederne for at lempe reglerne i forbindelse med transit gennem Sverige. I et skriftligt svar til Tidende oplyser de følgende

– Fødevarestyrelsen kan oplyse, at de tidligere retningslinjer for flytning af registrerede heste inden for Norden, kaldet "Den Nordiske Aftale", var baseret på EU-lovgivning, der nu er ophævet. Man kan derfor ikke længere gøre brug af aftalen ved flytning af heste til og fra Bornholm gennem Sverige.

– Reglerne om flytning mellem Bornholm og Danmarks øvrige territorium er nu reguleret af de generelle EU-regler for flytninger af landdyr, herunder heste. Reglerne har blandt andet til formål at hindre spredning af smitsomme husdyrsygdomme og sikre sporbarhed af dyr, der sendes fra en medlemsstat til en anden. Hovedreglen er, at dyrene skal ledsages af et dyresundhedscertifikat, når de flyttes over en landegrænse, lyder det fra Fødevarestyrelsens enhedschef Christian Strøyer, som fortsætter

– EU-reglerne giver mulighed for, at medlemsstaterne kan lempe fra de almindelige regler for flytninger om dyresundhedscertifikat i forhold til registrerede heste, når de er bestemt til at deltage i eksempelvis konkurrencer i en anden medlemsstat. Det har Sverige gjort, men dog kun for så vidt som at hestene skal til et sted (en virksomhed) i Sverige. Flytninger, der kun går transit gennem Sverige, er ikke tilladt af svenske myndigheder med de regler, der er nu. Som dansk myndighed har Fødevarestyrelsen ikke hjemmel til at tillade flytninger over svensk territorium.

– Efter EU-reglerne kan Kommissionen udstede lempeligere regler for transit, herunder for eksempel flytninger af heste til og fra Bornholm gennem Sverige. Dog har Kommissionen ikke gjort brug af muligheden, så de almindelige flytteregler finder anvendelse. Fødevarestyrelsen er ved at afdække mulighederne for at få lempeligere regler i forhold til transit. Det vides på nuværende tidspunkt ikke, om det bliver muligt og i så fald, hvornår det kommer til at ske, siger Christian Strøyer til Tidende.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT