– Et stort åg er løftet af mine skuldre.
Sådan siger afgående formand Bent Jensen fra Knudsker Idrætsforening. Hans afløser er nemlig nu blevet valgt som ny formand for klubben, men desværre er det kun en midlertidig løsning.
Ingen havde nemlig meldt sig på banen til posten, og derfor valgte næstformand Mogens Christoffersen at takke ja til at blive midlertidig formand indtil næste generalforsamling i februar 2023. Han tror på, at det kan lykkes at finde andre kræfter, som kan tage over til den tid.
– Jeg håber det. Og meget gerne lidt yngre kræfter, som kan give klubben et nyt pust, siger han og fortæller, at flere af de nuværende bestyrelsesmedlemmer har været i klubben i over 40 år, så der trænger til et generationsskifte.