Det kritiske kommunebudget og problemerne med at rekruttere arbejdskraft til ældreplejen har også fået Konservative til at tænke på, om kommunen mon kan ansætte personale, der ikke er sosu-uddannede. Mere konkret: Unge mennesker.
"Er muligheden for ansættelse af ungarbejdere på plejecentre og plejehjem hjem blevet undersøgt? Og eventuelt hvilke opgaver de vil kunne hjælpe med?" spørger Konservative nu.
Ud over det meget kritiske kommunebudget vil kommunalbestyrelsen i starten af september også være presset til at løse et andet problem. Bornholms daginstitutioner er fyldt med børn til bristepunktet, og med udsigt til endnu flere børn i de kommende år kan politikerne vanskeligt komme udenom at sætte penge af til, at flere børn kan blive passet i dagtimerne.
I stedet for at tænke i at bygge nyt går Konservative andre veje, viser partiets spørgsmål til kommunens embedsværk.
"Har regionskommunen bygninger, der kan anvendes til skovbørnehaver eller udflytterbørnehaver i Rønne eller Nexø? (det kunne for eksempel være lokaler, der anvendes til foreninger om aftenen eller slet ikke anvendes). Alternativt: Kan der anvendes skurvogne eller pavilloner til de krævede kvadratmeter til kortvarige ophold?", spørger Jacob Trøst og hans partifæller.