På et pressemøde onsdag fortalte forsvarsminister Troels Lund Poulsen at han kommer til Bornholm på søndag for at fortælle om den nye hærplan og dens betydning for Bornholm.
Besøget skyldes at hæren skal gennemgå en omstrukturering i de kommende år. Formålet er blandt andet at placere Hærens enheder, så de står bedre placeret til at forsvare Danmark, og der sikres bl.a. en kontinuerlig militær tilstedeværelse på Bornholm. Samtidig fordeles mere end 5.000 nye stillinger på tværs af landet som følge af allerede besluttede forligsinitiativer.
Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse onsdag aften.
Forsvarsministeren har i dag orienteret partierne bag forsvarsforliget om en ny hærplan, der omrokerer flere af Hærens enheder. Det er en del af en tilpasning, der skal gøre det muligt at opstille den tunge brigade hurtigst muligt, deltage i internationale indsættelser, understøtte den nye værnepligt og samtidig forsvare Danmark i tilfælde af krig eller kriser.
Den sikkerhedspolitiske situation har blandt andet affødt et behov for en mere kontinuerlig militær tilstedeværelse på Bornholm. Som en del af hærplanen bliver der derfor opbygget en infanteribataljon på Almegaards Kaserne på Bornholm fremfor for på Haderslev Kaserne.
”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har en plan for, hvordan vi får mest muligt ud af hærens ressourcer og kapaciteter. Vi lever i en usikker tid, hvor det er vigtigt at kunne forsvare Danmark i en situation, hvor sikkerhedssituationen forværres, og her har vi taget et særligt hensyn til Bornholm. Vi får styrket Forsvaret markant på den lange bane, fordi vi – ud over at understøtte opbygningen af den tunge brigade - også kommer til at styrke Hærens evne til at uddanne soldater og løse opgaven med at forsvare Danmark,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.