Putins joke ramte: – Vi kan også være sårbare

Putins joke ramte: – Vi kan også være sårbare
– Vi er sådan set ret gode til at være forberedte på kriser, siger beredskabschef Louise Lyng Bojesen. Arkivfoto: William Sonne Kaalø
FORSVAR | Fredag 3. oktober 2025 • 19:00
FORSVAR | Fredag 3. oktober 2025 • 19:00

FE advarer om et bredt spektrum af trusler i fremtiden. Bornholmere skal styrke fællesskabet og forbedre sig på kriser, siger beredskabschef.

Rusland fører en hybridkrig mod Nato og Vesten.

Det fastslog Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) på et pressemøde fredag morgen ved Kastellet i København, hvor FE-chefen Thomas Ahrenkiel og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterede en ny trusselvurdering for Danmark.

Udmeldingen kommer imidlertid ikke som nogen stor overraskelse for Bornholms beredskabschef, Louise Lyng Bojesen.

– Vi har været i hybridkrig længe. Så det er jo ikke nyt for beredskabet, at det er den virkelig, vi navigerer i, siger hun.

– Hybridkrigen er en kompleks størrelse, fordi det handler om, at man forsøger at destabilisere vores samfund. Det gør man på alle mulige måder, især ved at skabe utryghed og mistillid til hinanden og til ens demokratiske institutioner.

Beredskabschefen fortæller, at Bornholms placering på nogle punkter gør øen mere sårbar. Men hun mener også, at bornholmere er gode til at stå sammen og forberede sig.

– Vi er sådan set ret gode til at være forberedte på kriser. Og det skal vi gøre i endnu højere grad nu og tænke på, at vi skal kunne klare os selv i flere dage.

Ingen militær trussel

FE vurderer fortsat, at Rusland ikke vil gennemføre et regulært militært angreb mod Danmark. Men Rusland vil gerne have os til at tro, at der er en overhængende fare for krig, sagde Thomas Ahrenkiel på pressemødet.

FE opererer med fem trusselniveauer: ingen, lav, middel, høj og meget høj.

I den nye trusselvurdering vurderes truslen fra regulære angreb mod Danmark som ”INGEN”, mens truslen fra mulig sabotage mod Forsvaret betegnes som ”HØJ”.

Ifølge FE-chefen skal vi forberede os på et bredt spektrum af trusler i fremtiden.

Hybridkrig kan være flere forskellige ting, sagde Thomas Ahrenkiel og nævnte sabotage og påvirkningsagenter som eksempler.

– Det er det, vi skal forberede os til – det kan være mange forskellige trusler i gråzonen, forklarede han.

Ruslands ambassade har i et skriftligt svar til Ritzau skrevet, at påstandene er grebet ud af den blå luft.

– Sådanne grundløse påstande puster blot til antirussisk hysteri og øger spændingerne på det europæiske kontinent, skriver ambassaden.

122.000 fly forstyrret

På Bornholm er beredskabet særligt opmærksom på cyberangreb og jamming af GPS, der kan forstyrre skibstrafik og luftfart, fortæller Louise Lyng Bojesen.

– Der er en ret stor interesse fra andre aktører i at teste, om de kan lægge kommunens systemer ned på den ene eller anden måde, og det forsøger vi selvfølgelig at gardere os imod, siger hun.

– Vi oplever cirka en million portscanninger om dagen.

Det vil sige forsøg på at finde åbne indgange til systemerne, og angrebene kommer ofte fra især Rusland og Kina, fortæller beredskabschefen.

Mellem januar og april i år blev 122.000 flyvninger i Østersøområdet ramt af satellitbaserede navigationsforstyrrelser fra Rusland. Det fremgår af en arbejdsrapport fra myndigheder i Estland, Finland, Letland, Litauen, Polen og Sverige.

Louise Lyng Bojesen siger også, at de er opmærksomme på kritisk infrastruktur som havne og lufthavne, men hun vil kun udtale sig meget overordnet om beredskabsplanerne og arbejdet med at finde trusler, sårbarheder og metoder til at beskytte og mindske dem.

– Det har vi længe været i gang med i kommunen og beredskabet, både hver for sig og sammen. Vi arbejder hele tiden på vores beredskabsplaner.

Bornholms sårbarhed

Den skærpede trusselvurdering kommer, efter at droner i den seneste tid har forstyrret danske lufthavne og militære installationer.

Samtidig har Rusland flere gange krænket luftrummet over andre Nato-lande.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen sagde på pressemødet i København, at den nye trusselsvurdering ikke alene baserer sig på de seneste ugers dronehændelser.

Rusland blev gentagne gange nævnt, men hverken forsvarsministeren eller FE-chefen ville svare på, om dronerne var Putins ordre.

Troels Lund Poulsen sagde, at der foregår en efterforskning og brugte de efterhånden velkendte ord ”kapabel aktør” om den, der står bag.

Dagen forinden - torsdag aften til en pressekonference i Satji – jokede Putin med, at han nok skulle stoppe med at sende droner over Danmark.

Louise Lyng Bojesen mener, at Bornholms placering og afstand til resten af landet gør øen sårbar.

– Altså, vi er kun os selv, og vi er et lille samfund. Det er helt klart nogle af vores sårbarheder. Vi kan også være sårbare i forhold til transport til og fra øen og forsyninger, og det er vi meget opmærksomme på, siger hun.

Omvendt mener hun, at Bornholms styrke ligger i fællesskabet og det sociale ansvar, og hun opfordrer til at tage vare på både familie og naboer.

– Vi passer på hinanden.

– Fortsæt i den ånd, vi har set, og øg den lidt. Vær opmærksom på, om nogen i området har brug for den hjælp, de skal bruge i en krisesituation, siger hun.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT