For et par uger siden besluttede et flertal i kommunalbestyrelsen, at Bornholm skal indmelde et midlertidigt areal til en statslig udpegning af energiparker, inden fristen udløber i december. Det er et krav fra staten, at et sådant areal skal ligge omkring det planlagte landanlæg til Energiø Bornholm, og nu har regionskommunen udpeget et med udgangspunkt i den lokalplan, der ligger for anlægget.
Ingen ved, hvor stort et areal der er brug for til en energipark, hvis Energiø Bornholm bliver en realitet, men kommunen har i første omgang udpeget et areal på cirka 400 hektar stort. En afgrænsning af et endeligt areal vil ske inden for det midlertidige bruttoareal, og i den forbindelse vil borgere og interessenter blive inddraget, og der vil være en offentlig høring, fremgår det.
Bekymring for landbruget
Inden Bornholm melder det midlertidige areal ind til staten, skal politikerne sige god for det. Indtil nu har det været behandlet i natur-, miljø- og planudvalget og i økonomi- og klimaudvalget. I begge udvalg er der flertal for at indmelde det midlertidige bruttoareal til staten.