Den fungerende forsvarschef, Michael Hyldgaard, var på aftenens pressemøde tilbageholdende med at sætte tal på den militære tilstedeværelse på Bornholm, når den nye hærplan er implementeret.
Det har Peter Juel Jensen fuld forståelse for.
– Der er ingen, der kan de der tal på fingerspidserne, og vi ved heller ikke hvor mange der bliver, og hvor mange der rejser. Men der er helt sikkert tale om en nettotilvækst, understreger Peter Juel Jensen, der gætter på at det samlede antal soldater på Bornholm vil stige med mellem 50 og 100.
– Sådan som jeg hørte det får vi op til to infanterikompagnier med op til 150 værnepligtige, og så kommer der yderligere to infanterikompagnier fra den stående styrke, som jeg vil tro løber op i i alt 240 konstabler. Derudover vil der være nogle stabsfunktioner, men den del har vi ikke overblik over endnu, siger Peter Juel Jensen.
Venstre-politikeren ser den øgede militære tilstedeværelse som en enestående chance for Bornholm. En gave, som forpligter.