ERHVERV / Fredag 3. oktober 2025 • 05:30

Biksen løber stadig rundt efter 10 år: ’Vi mangler endda plads'

Biksen løber stadig rundt efter 10 år: ’Vi mangler endda plads'
Bag disken finder man som regel Lill Brandenborg, som tidligere også stod for den hundetræning, som virksomheden havde. Foto: Martin Søndergaard Jensen

Hundegodbidden har 10-års jubilæum, og de elsker stadig hunde.

Hos Hundegodbidden på Krakvej i Poulsker bliver der talt om hunde fra morgen til aften, og det er sket i 10 år for ejerne af virksomheden. Og hvordan kan det løbe rundt, spørger de også sig selv om.

Her har den nu ligget i 10 år, og ejerne spørger også sig selv, hvordan det egentlig kan løbe rundt, fortæller de.

– Nu har jeg været selvstændig i 30 år, og det er også hårdt arbejde. For vi startede butikken fra nul og lukkede nogle af lokalerne af, så der var kun en lille butik og næsten ingen varer, fortæller Klaus Brandenborg, der ejer Hundegodbidden sammen med sin kone Lill Brandenborg.

Faktisk er det gået så godt med at sælge varerne, at det er kommet til at fylde ganske meget.

– Vi mangler endda plads. Men jeg tror, vi skal holde os til det, vi har nu. Man kunne altid bruge mere. Men når man tænker på det vareudbud, vi havde, da vi begyndte i 2015 til nu, synes jeg selv, at det er meget godt gået.

Der er ganske ofte besøg af hunde inde i butikken. Foto: Martin Søndergaard Jensen
Der er ganske ofte besøg af hunde inde i butikken. Foto: Martin Søndergaard Jensen

Helt fra begyndelsen har det dog ikke kun været at sælge hundemad- og godbidder. Der har også været både legestue og hundetræning.

– Legestuen var gratis, og det betød for os – som var ideen med det – at folk også handlede bagefter. Så lavede vi arrangementer med gratis pølser og kage, og det gjorde, at der kom flere og flere i legestuen. Nu har vi også udvidet den med en afdeling til store hunde og en til små hunde. Og der trækker det også folk ind, siger Klaus Brandenborg og fortsætter:

– Det gør, vi har kunnet bygge varelageret stille og roligt op. Så køber de noget, og så kan vi købet lidt mere. Det er den måde, vi har kørt det på.

Har selv sarte hunde

Både Klaus og Lill Brandenborg har også en årsag til, at folk bliver ved at komme igen.

– Vi er lidt af en unik butik, fordi vi går meget ind for kvalitet og rene produkter, og det skal være godbidder, der ikke er behandlet. Hundemaden skal være det bedste, så der ikke er nogen, der kommer tilbage og siger, at deres hund er blevet syg af dårlig hundemad. Vores er, ikke for at prale, den bedste på øen. Det får også folk til at komme tilbage, siger Klaus Brandenborg, inden Lill Brandenborg tilføjer:

– Vi vil jo hundene det bedste, og det er det, det handler om, og derfor går vi op i, at hundene får de rigtige produkter.

Der er kommet ganske mange nye varer til gennem årene, og det bliver der ved med, selvom der egentlig mangler plads. Foto: Martin Søndergaard Jensen
Der er kommet ganske mange nye varer til gennem årene, og det bliver der ved med, selvom der egentlig mangler plads. Foto: Martin Søndergaard Jensen

Det rigtige hundefoder- og produkter kommer også fra de to ejeres egen kærlighed til hunde. For deres egne tre coton de tulears er relativt sarte.

– Men det, at vi går så meget op i hunde, er jo årsagen til, at vi åbnede butikken, siger Lill Brandenborg.

I selve butikken er også der, hvor ægteparret sælger langt det meste af deres produkter. Omtrent 80 procent vurderer de til at komme derfra, mens de resterende 20 procent kommer fra webshoppen.

Bag disken står Lill Brandenborg oftest, når kunderne kommer, hvilket der i gennemsnit kommer mellem 25-30 gange i døgnet.

Det kommer dog også an på sæsonen, for også hos Hundegodbidden mærker de, når turisterne kommer til Bornholm.

– Og så kan vi også godt mærke, når de tager hjem igen, siger Lill Brandenborg.

Fejrer jubilæum

En af de ting, der i fremtiden kan ændre sig for ægteparret og virksomheden, er, at de ikke længere vil have åbent fra klokken 8 om morgenen til klokken 20 alle ugens dage.

Ægteparret er rigtig glade for hunde og bruger store dele af dagen på hundene. Men alt pladsen rundt skal også være indbydende for gæsterne at komme til. Foto: Martin Søndergaard Jensen
Ægteparret er rigtig glade for hunde og bruger store dele af dagen på hundene. Men alt pladsen rundt skal også være indbydende for gæsterne at komme til. Foto: Martin Søndergaard Jensen

Der går bare mange timer med virksomheden.

– Men vi bor også lige inde ved siden af butikken, så det er dejlig nemt. Vi har en ringeklokke nede ved vejen og et kamera, så vi kan se, når folk kommer kørende. Så går vi stille og rolig over i butikken til dem. Jeg tror, det er den bedste arbejdsplads, fordi du kan kombinere det med privatlivet. Samtidig kan man lave alt mulig andet, som at male, og så gå over for at ekspedere kunder, siger Klaus Brandenborg.

– Skal vi et eller andet, hænger vi bare et seddel på døren, om at vi ikke er der. Kunderne er ikke glade for det, men de ved, at det sker, dog ikke så ofte, fordi vi ret ofte er hjemme, fortæller Lill Brandenborg.

Men her efter 10 år er I ikke blevet trætte af hunde?

– Nej, overhovedet ikke. Det er det, vi går mest op i. Og vi elsker alle de hunde, der kommer her, og det giver jo bare noget at have fulgt nogle hunde i nu ti år. Vi er også klar på 10 år mere, siger Lill Brandenborg.

I anledning af 10-års jubilæet inviterer de lørdag 4. oktober en dag med lidt rabatter, fortæller de.

– Vi håber, at vejret bliver godt, selvom det skulle begynde at ruske lidt. Men der var også være noget kaffe, lagkage, pølser og sodavand – og en goodiebag, hvis man køber for nok. Så vi giver den gas og håber, at det forløber godt, siger Klaus Brandenborg.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT