Jimmi Persson sælger ud

Jimmi Persson sælger ud
Der skal nye kræfter til, mener Jimmi Persson, da timerne i døgnet også skal gå op. Foto: Jesper Merved
ERHVERV | Fredag 3. oktober 2025 • 11:00
ERHVERV | Fredag 3. oktober 2025 • 11:00

Et af de mest ikoniske gå i byen-steder på Bornholm er netop kommet til salg, så drømmer man om at eje det, skal man slå til nu.

– Det er med blandede følelser, at jeg har valgt at sætte Palæen til salg.

Sådan skrev Jimmi Persson på Facebook, da han netop annoncerede, at Palæcafeen på Laksetorvet i Rønne er sat til salg.

– Det har været nogle lange overvejelser, jeg har haft. Jeg har fået kæreste og to børn, så jeg har min egen lille familie nu. Og så synes jeg, at i de ni år, jeg har haft palæen, har jeg gjort, hvad jeg kunne gøre for den. Og nu synes jeg måske bare, at der trænger til, at der kommer noget nyt blod ind. Der er meget potentiale i den bygning, som jeg ikke har tid til at udfylde. Det, synes jeg, måske også er lidt synd, at den står tom i hverdagen og kun bliver brugt i weekenderne, uddyber Jimmi Persson til Tidende.

Han har også et malerfirma og en sommercafé i Hasle, som også er med i, at der var noget, som skulle sælges for for at få timerne i døgnet til at gå op.

– Men det har været fantastiske år at være hernede. Det har jeg altid synes. Og jeg har det stadig sjovt, og det sjoveste er alt det med musikarrangementerne. Det har været en fantastisk tid. Men jeg tænker, at der skal nogle nye til for at få noget mere liv ind i bygningen, siger han og fortsætter:

– Det må gerne være nogen, som har den samme gnist, som jeg havde for ni år siden, hvor jeg gerne ville en masse ting. Jeg startede også selv en café hernede i starten, men jeg måtte også bare indse, at man ikke kan nå alting. Så jeg synes nogen, der har nogle gode initiativer, vil det klæde det.

Flere muligheder

I tiden med Palæcafeen har eksempelvis Suspekt, Gilli, LOC, Tessa og Kesi været forbi.

– Jeg har opnået det, jeg kunne og det, jeg havde tænkt mig. Men jeg har også nogle rigtig, rigtig gode ansatte dernede, så jeg har i de seneste år ikke været 100 procent i spidsen. Jeg har været med på alle beslutninger, men jeg har haft nogle gode unge, der har kunnet styre det selv.

Netop de unge ansatte fik også først tilbuddet om at kunne overtage Palæen.

– Som mange andre vil de godt lige en tur til København for at læse videre, og så tænkt jeg, at tiden var moden til at sælge. Mange er væk til næste sommer, og så er det et nyt kuld, der skal læres op. Det kræver også mange kræfter, og der kan jeg mærke med mig selv, at der er jeg ikke lige nu, siger Jimmi Persson.

I salgsmaterialet fremgår det, at der er gjort mange ting ved Palæen i de seneste år med renoveringer, modernisering, nyt toiletter og meget mere til. Og prisen lyder lige nu på 5.500.000 kroner.

– Der har også være nogle henvendelser, men det er jo altid med, at det er svært at låne penge til sådan noget nu om dage. Der er ingen tvivl om, at diskoteksbranchen er en risikobranche, hvilket får bankerne til ikke rigtig at gå ind med lån. Derfor har jeg også skrevet ind i oplægget, at det er muligt med en sælgerfinansiering, hvor jeg finansierer lånet, hvis det er, fortæller han.

Han er også åben for en del andre muligheder.

– Hvis nogen har mod på at forpagte, er det også en mulighed. Og hvis man vil have mig med på sidelinjen, kan vi også finde ud af det. Jeg tror bare, der er brug for noget nytænkning og nye kræfter. Skulle det ikke blive solgt inden sommeren næste år, kan jeg drosle lidt ned på det i stedet for.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT