Gravgaard: Osten bliver et helt nyt eventyr for Klemensker

Gravgaard: Osten bliver et helt nyt eventyr for Klemensker
LEDER | DEBAT | 3. OKT • 05:25
LEDER | DEBAT | 3. OKT • 05:25

Mejeriets butik er et vigtigt skridt mod fortællingen om Bornholm som gourmetø, og den kan blive et pejlemærke for både turister og lokale.

Når Bornholms Andelsmejeri til påske åbner en ostebutik i Klemensker, er det langt mere end et praktisk tiltag for turister, der ellers har banket forgæves på mejeriets dør.

Det er et stort skridt i retning af at styrke fortællingen om Bornholm som en fuldskala gourmetø. For første gang bliver det muligt at købe alle mejeriets prisbelønnede oste på hjemlig grund – og netop den adgang til de fineste lokale fødevarer kan være med til at løfte både vores selvforståelse og vores attraktion.

Ostene fra Klemensker hører til blandt Bornholms mest luksuriøse fødevarer. De er allerede kendt og anerkendt ude i verden, men hidtil har det næsten været paradoksalt, at de ikke kunne købes samlet her, hvor de bliver produceret. Det hul i oplevelsen bliver nu lukket. Og det gør ikke blot Bornholms bedste oste tilgængelige – det giver også Klemensker et nyt fyrtårn. For når gæsterne valfarter efter oste, vil de også gerne have andre oplevelser og udforske byen, hvis den spiller sine kort godt. Dermed bliver butikken ikke bare en hyldest til osten, men en ny motor for indlandsturismen.

Det er et godt eksempel på, hvordan vi kan bygge videre på de kvaliteter, vi allerede har, og skabe nye muligheder. Det er ikke nok at tale om gourmetøen Bornholm i markedsføringen. Det skal mærkes, når turister og lokale bevæger sig rundt på øen. Det kræver, at vi tør tænke helheder, og at de enkelte producenter også sætter handling bag ordene. Mejeriets butik er et godt eksempel.

Der er stadig lang vej, før Bornholm kan kalde sig en fuldskala gourmetø. Det kræver, at også de store, konventionelle landbrug med korn og kød tør sadle om og satse på kvalitet og fortælling i stedet for volumen og ensartethed. Men netop derfor er det en god nyhed, at vi nu får endnu et konkret eksempel på, at fortællingen om gourmetøen ikke bare er en drøm. Den er i færd med at blive virkelighed – bid for bid, ost for ost.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT