Til skolebørnene: I får lang juleferie næste år

Til skolebørnene: I får lang juleferie næste år
En lang pinseferie omkring grundlovsdag var faktisk også kortvarigt inde i billedet. Men nu får eleverne i Bornholms folkeskoler lang juleferie næste år. Arkivfoto: Berit Hvassum
POLITIK | Torsdag 30. november 2023 • 18:59
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Torsdag 30. november 2023 • 18:59

Hvad ville du helst have? Og hvad vil dine børn helst?

At næste års juleferie bliver fra 21. december til 5. januar 2025, men at den halve fridag 1. maj til gengæld ryger?

Eller at juleferien kun bliver frem til 1. januar, men at der til gengæld kommer en ny såkaldt forårsfridag den 16. maj?

Det valg stod kommunalbestyrelsen med torsdag aften, og et flertal valgte den første mulighed. Så nu får eleverne i Bornholms folkeskoler lang juleferie.

For forårsfridagen den 16. maj stemte kun otte: Enhedslisten og løsgængeren Jonna Nielsen.

Situationen med den ekstra fridag er opstået, fordi Store Bededag er blevet afskaffet. Men på Bornholm består skoleåret stadig af 200 skoledage. Blandt sine mange gøremål vedtager kommunalbestyrelsen også skolernes ferieplan. Derfor blev det en politisk sag, da den ekstra fridag skulle passes ind.

– Vi ønsker forårsfridagen. I og med at vi har 200 skoledage, ryger der så en fridag et andet sted. Men der er vel som forældre ikke den helt store forskel på, hvornår fridagene ligger, sagde gruppeforperson Morten Riis (EL).

Det stod Enhedslisten bare ret alene med.

– I Konservative ønsker vi en ferieplan, der i meget høj grad tilgodeser familierne og sikrer mest mulig sammenhængende ferie. Hvis vi samtidig bruger den halve fridag den 1. maj, kan vi give en lang juleferie. 1. maj er ikke en fridag i alle kommuner, sagde Iben Busch (K).

– Hvis det havde været mig, tror jeg, at jeg havde været lykkelig for den her lange juleferie, sagde Sabine Lyngberg (DF).



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT