S giver kold skulder til Trøsts nye budgetforslag

S giver kold skulder til Trøsts nye budgetforslag
Gruppeformand for Socialdemokratiet Jonna Nielsen kan ikke se partiet i Jacob Trøsts (K) borgmesterforslag. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 12. SEP 2022 • 15:30
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
12. SEP 2022 • 15:30

Socialdemokratiet er glimrende tilfreds med sit budgetforlig med Enhedslisten og Venstre, mens borgmester Jacob Trøsts nye forslag rummer adskilligt, som S ikke ønsker.

Borgmester Jacob Trøst (K) får det hårdt, når han onsdag i økonomiudvalget vil prøve at ændre på Enhedslisten, Venstre og Socialdemokratiets aftale om kommunebudgettet. Trøsts nye forslag falder ikke i Socialdemokratiets smag.

– Som borgmesterens forslag ligger nu, kan jeg ikke se os i det. Jeg synes, at den budgetaftale, der ligger, tilgodeser det, som vi står for, siger gruppeformand Jonna Nielsen (S).

– Jeg står 100 procent bag det budgetforlig, som vi er blevet enige om. Jeg synes, at det er så supergodt et budget, at jeg ikke har noget ønske om at ændre på det, siger hun.

Betyder det, at der ikke er noget at forhandle med borgmesteren om?

– Man kan jo altid tage en forhandling. Men jeg forhandler jo ikke en budgetaftale på plads for så bare at gå ind og åbne den igen, siger Jonna Nielsen.

Som et enkelt eksempel har Socialdemokratiet ikke lyst til at låse kommunen til blot at lease, definitivt ikke købe de nye elbusser, sådan som Jacob Trøst lægger op til i sit nye borgmesterforslag.

– Vi diskuterede rigtig meget blandt forligspartierne, om vi skulle købe eller lease busserne. Og vi har bedt om at få en økonomisk vurdering af, hvordan det hænger sammen, og hvor meget man kan få i tilskud. Jeg synes, at jeg er nødt til at få de fakta frem først, siger Jonna Nielsen.

– Der er også meget andet i borgmesterens budgetforslag, som jeg bare ikke er enig i. Vi er jo blevet enige om at spare de to stillinger i Udvikling, og i forhold til fritid og kultur mener vi ikke, at der skal spares, som borgmesterens forslag stadig lægger op til, siger hun.

 

Jeg står 100 procent bag det budgetforlig, som vi er blevet enige om. Jeg synes, at det er så supergodt et budget, at jeg ikke har noget ønske om at ændre på det.

Jonna Nielsen (S),

gruppeformand

 

Afviste forslag gentages

Gruppenæstformand Claus Larsen-Jensen (S) oplyser, at de fire medlemmer af S-gruppen endnu ikke har diskuteret Jacob Trøsts nye udspil. Han er lidt mindre afvisende end Jonna Nielsen, men påpeger ligesom hende, at borgmesterens nye forslag gentager elementer, som S, V og EL allerede har afvist under budgetforhandlingerne.

– Vi har ikke diskuteret borgmesterens forslag i gruppen, og vi har også bestyrelsesmøde i Socialdemokratiet mandag aften, hvor budgettet heller ikke kan undgå at komme op. Men det må komme an på en samlet vurdering, om vi kan have noget at snakke om med ham, siger Claus Larsen-Jensen.

– Man afviser jo ikke bare folk, der gerne vil være med i noget. Men så må det komme an på, hvad de gerne vil, og jeg har svært ved at se, at der skulle komme et helt nyt budget nu, siger han.

Også uden at have nærlæst det nye borgmesterforslag kan Claus Larsen-Jensen se flere elementer, som han personligt ikke har lyst til.

– At lægge en rammebesparelse ind på fritid og kultur var også, hvad borgmesteren lagde op til i sit borgmesterforslag fredag morgen, mens vi forhandlede. Men det hældte vi andre jo ned af brættet. Vi har hidtil også været meget afvisende over for et større kassetræk end de 40 millioner kroner, som kommunalbestyrelsen har aftalt, siger han.