Riis i demonstration imod oprustning: Mærkeligt at pacifistiske tendenser bliver noget af det farligste

Riis i demonstration imod oprustning:  Mærkeligt at pacifistiske tendenser bliver noget af det farligste
Morten Riis mener, at udstationering af amerikanske tropper vil gøre Bornholm til et legitimt militært mål for USA's modstandere, sagde viceborgmesteren i sin tale under Enhedslisten Bornholms demonstration på Store Torv lørdag. Foto: Jakob Nørmark
POLITIK | Lørdag 19. februar 2022 • 16:02

Enhedslistens viceborgmester kritiserede både USA for manglende troværdighed og fremhævede partiets løbende kritik af Rusland under lørdagens manifestation for fred og imod udenlandsk militær på Bornholm. En mindre moddemonstration luftede både de amerikanske og ukrainske farver og anklagede dagens talere for historieløshed.

Stribede flag, man ikke til dagligt ser i bybilledet, luftes lørdag formiddag til Enhedslisten Bornholm og Rød-Grøn Ungdoms demonstration mod udenlandsk militær på dansk jord. Omkring protesttalerne og fredssangene bliver det regnbuefarvede flag påskrevet med "PEACE" og "PAIX" holdt højt, og bag kredsen svøber moddemonstranter sig ind i "Stars and stripes".

Størst tilslutning er der til hovedmanifestationen fra venstrefløjen. Omkring 40 deltagere har trodse uvejret og synger med på fredssange som "Frit land" imellem talerne.

Da Frida Kristensen fra Rød-Grøn Ungdom får megafonen, opfordrer hun alle parter til nedrustning.

– Man kan ikke bombe sig til fred. Til sidst ender det med krig, hvis vi ikke finder politiske og diplomatiske løsninger, siger den unge taler.

Frida Kristensens pointe om, at hun "er vokset op med terrorangreb i nyhederne", får moddemonstranterne til at fnyse.

– Stakkels pigebarn, konstaterer Renate Hendriksen, der står med det amerikanske flag omkring livet.

Hendes mand, Michael Hendriksen, der stillede op til kommunalvalget for Venstre, valgte fredag at anmelde en moddemonstration

– Jeg skammer mig over det, siger Michael Hendriksen om Enhedslistens position til spørgsmålet om Nato.

Parret, der egentlig helst ville have medbragt Nato-flag, hvis det havde været muligt at anskaffe, er enige om, at debatten om udenlandske soldater på Bornholm vil svække Enhedslisten, der i november ved kommunalvalget fik 23 procent af stemmerne og nu sidder på syv ud af 23 mandater i kommunalbestyrelsen.

– De ved ikke, hvad de stemte på. Men nu viser de deres sande ansigt, siger Renate Hendriksen.

Ved siden af dem står Odd Poulsen. Han er ukrainskgift og har på jakken en gul-blå sløjfe, der symboliserer "ét land". At Enhedslisten demonstrerer mod oprustning hos Nato frem for at vende kritikken mod Rusland, finder han grotesk.

– De er historieløse. Der har været krig i otte år, siger han om situationen i det østlige Ukraine, hvor han har en ejendom.

Renate Hendriksen og Odd Poulsen mener, at Enhedslisten går russernes ærinde ved at demonstrere mod udenlandsk militær på dansk grund i en tid, hvor Rusland er den aggressive part over for Ukraine. Foto: Jakob Nørmark

Et nybrud

Enhedslistens demonstration har vakt opsigt uden for Bornholm. Pressen, ikke bare den lokale, er mødt talstærkt op. Kameraerne retter sig mod viceborgmester og partiets lokale frontfigur Morten Riis, da han stiller sig på talerstenen ved solur-skulpturen.

– Man må i mere end én forstand sige, at vi har de højere magter imod os, siger han med metaforisk henvisning til kombinationen af stormens rasen og stormagternes oprustning i Østersøen og konfliktzonen i Ukraine.

– Det er kun ni dage siden, at Mette Frederiksen i spejlsalen i statsministeriet annoncerede, hvad hun selv kaldte et nybrud med mange årtiers ikke-stationeringspolitik på dansk grund, indleder Morten Riis.

Statsministeren meddelte, at regeringen vil indlede forsvarsforhandlinger med USA, og at hun er åben for at placere amerikanske tropper og materiel på dansk jord. Bornholm er på grund af den strategiske placering længst mod øst blevet nævnt som en oplagt placering, og det vil Enhedslisten undgå. Morten Riis opremser i sin tale en stribe eksempler på, hvorfor USA's troværdighed som dansk allieret i hans øjne er begrænset. Han nævner brintbomberne på Thule-basen, påstandene om masseødelæggelsesvåben i Iran, CIA's overflyvninger af dansk luftrum og Guantanamo-fangelejrens fortsatte eksistens.

– Lad os nu antage, at vi kan stole på USA – jeg kan se, I ser skeptiske ud – så ville amerikanske soldater på Bornholm stadig være en dårlig idé med, for vi ville afgive suverænitet, erklærer viceborgmesteren, der desuden rejser en bekymring for, at et fremtidigt Bornholm med en amerikansk base vil være et legitimt militært mål for USA's modpart i konflikter.

Hvor var Enhedslisten?

Partiets skepsis over for USA og Nato-alliancen er af kritikere blevet udlagt som et knæfald for Rusland. Morten Riis bruger sin tale til at komme den kritik i møde.

– Vi har kritiseret Ruslands bombninger i Syrien, behandlingen af homoseksuelle og seksuelle minoriteter, og vi har kritiseret annekteringen af Krim. Og vi er gået længere end de fleste andre partier og sagt nej til gasledningerne i Østersøen, understreger Morten Riis, mens papirerne er ved at blæse ud af hænderne på ham.

Disse pointer om Enhedslistens hårde linje over for Putin-regimet overbeviser ikke Odd Poulsen, der står med ukrainsk hue bag fredsflagene.

– Hvor var Enhedslisten, da Rusland annekterede Krim-halvøen, så jeg mistede mit sommerhus? Hvor var Enhedslisten, da Rusland rykkede ind i Donbass? spørger han retorisk.

Godt og vel 40 bornholmere trodsere blæsten og mødte op til demonstrationen, der var arrangeret af Enhedslisten Bornholm og Rød-Grøn Ungdom.

Pacifisme bliver farlig

Morten Riis slutter sin tale med at undre sig over, hvorfor partiets fredsbudskab bliver taget så ilde op af folk som Odd Poulsen og Hendriksen-parret med de amerikanske flag.

– Og så sker der det mærkelige, at det at have pacifistiske tendenser – at ville freden – bliver noget af det farligste, man kan mene.

– Det er hverken første eller sidste gang, vi kommer til at fryse vores røv i laser for fredens skyld, og når stormen har lagt sig, vil det vise sig, at vi har haft ret i at sige: Nej til udenlandske tropper på dansk jord. Nej til at gøre Bornholm til et militært mål. Nej til optrapning og oprustning. Nej til et polariseret verdensbillede. Og ja til fred, dialog og sameksistens.

Netop fredelig sameksistens kan rivalerne på Store Torv i det mindste udvise denne lørdag. Efter manifestationens afslutning sludrer Morten Riis med Michael Hendriksen, som mener, at Enhedslisten på Bornholm vil lide skade og miste vælgernes opbakning ved at afvise udenlandske soldater og kritisere USA.

Morten Riis tager stormen med et smil.

– Næste gang får vi 12 mandater, overhører Tidende ham sige til Venstre-politikeren.

Niclas Fick, et af Enhedslistens syv medlemmer af kommunalbestyrelsen, overrækker en løbeseddel til Michael Hendriksen inden demonstrationen. Venstre-manden Hendriksen havde anmeldt en moddemonstration og medbragte både store og små amerikanske flag. Han valgte bevidst at lade Venstre-jakken blive hjemme, da kontra-demonstrationen var planlagt i sidste øjeblik. Foto: Jakob Nørmark

FÅ ABONNEMENT