Der var seks, der havde søgt stillingen som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune, da ansøgningsfristen udløb mandag. Det fortæller TV2 Bornholm. Til tv-stationen betegner borgmester Jacob Trøst ansøgerfeltet som fint.
Der er nedsat et ansættelsesudvalg, der består af politikere, ledere og medarbejdere. De skal med hjælp fra rekrutteringsvirksomheden Genitor gennemføre ansættelsesprocessen og indstille kandidater til økonomi- og klimaudvalget.
Ansættelsesudvalget mødes den 9. september og udvælger kandidater til første samtalerunde. Udvalget gennemfører to samtalerunder, henholdsvis den 15. og den 20. september. Mellem de to samtalerunder gennemfører Genitor et testforløb og indhenter referencer. Testforløbet omfatter en personlighedstest, en begavelsestest og en opfølgende testsamtale.