Linda Kofoed Persson og Torben Kofod Ager skifter parti

TOPNYHED | 31. OKT 2023 • 19:40
TOPNYHED
31. OKT 2023 • 19:40

Linda Kofoed Persson og Torben Kofod Ager har meldt sig ud af Dansk Folkeparti og skifter til Det Konservative Folkeparti. 

Det meddeler de to politikere tirsdag aften i hver sin pressemeddelelse. 

"Efter næsten 20 år i Dansk Folkeparti, har jeg helt uden drama meldt mig ud. Det er hverken personfikseret eller en smækken med døre, men en beslutning der har været undervejs et stykke tid," skriver den nu tidligere gruppeformand og lokalformand for Dansk Folkeparti, Linda Kofoed Persson og fortsætter: 

"Så ingen drama, ingen sure miner, bare et udslag af en personlig udvikling der er gået i en anden retning, end det parti jeg meldte mig ind i for 20 år siden."

Samme ordlyd finder man i Torben Kofod Agers meddelelse til pressen. 

"Efter nøje overvejelser har jeg valgt at melde mig ud af Dansk Folkeparti dags dato. Dette skyldtes at jeg ikke kan identificere mig med den retorik, der bliver brugt i Dansk Folkepartis kampagne "rejs hjem." Min beslutning om at forlade partiet er baseret på min personlige integritet og menneskelige værdier som jeg ikke kan eller vil gå på kompromis med," skriver Torben Kofod Ager, før også han slår fast:

"Det er vigtigt for mig at understrege, at der ikke er person drama eller noget andet som har påvirket min beslutning, end mine personlige holdninger og værdier."

Det er ikke mange dage, siden Dansk Folkeparti ellers blev et gruppemedlem rigere, da Zille Thilde Vangsaa skiftede til partiet fra Bornholmerlisten. Efter Linda Kofoed Persson og Torben Kofod Agers exit, er Dansk Folkeparti nu nede på tre medlemmer i kommunalbestyrelsen. 

Modsat betyder rokaden, at Det Konservative Folkeparti med borgmester Jacob Trøst i spidsen nu er oppe på fem medlemmer, hvilket gør partiet til kommunalbestyrelsens næststørste. 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT