Kommunen undersøger måder at undgå ét skoledistrikt i Rønne

Kommunen undersøger måder at undgå ét skoledistrikt i Rønne
Uroen omkring de to skoler i Rønne har fået de fem partier bag kommunebudgettet til at tænke i alternativer. Foto: Anette Vestergaard
POLITIK | Mandag 2. oktober 2023 • 19:00
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Mandag 2. oktober 2023 • 19:00

De to skoler i Rønne kommer til at spare 4,6 millioner kroner fra 2025. Men kan man gøre det mere skånsomt end ved at gøre Åvangsskolen og Søndermarksskolen til ét distrikt, kan det måske godt blive sådan, siger Konservative. Kommunens fagfolk undersøger nu alternativer, men Konservative tør ikke at love, at et af dem bliver valgt i stedet for ét skoledistrikt.

Kan det lade sig gøre at undgå, at Åvangsskolen og Søndermarksskolen i Rønne bliver ét skoledistrikt fra 2025? Med det resultat, at klasser bliver nedlagt og lagt sammen og gjort større – og at elever skal skifte fra den ene skole til den anden.

Det håb har begge skolerne, og måske (dog kun måske) har de to skoler også noget at have håbet i.

Partierne bag næste års kommunebudget har i hvert fald bedt kommunens fagfolk om at undersøge, hvorvidt man kan spare de samme 4,6 millioner kroner på de to skoler i Rønne, som det er planen ved at gøre dem til ét distrikt – men uden reelt at slå skolerne sammen, som der nu er lagt op til.

Det fortæller gruppeformand Mark Palmquist (K).

– Der er en aftale om, at vi som forligspartier skal kigge på, hvordan vi udmønter besparelsen på Rønne-skolerne bedst muligt: Om det skal være med den plan, der ligger nu, eller på en anden måde, siger han.

Betyder det så meget, hvordan planen bliver ført ud i livet? Hvordan planen end bliver udmøntet, skal der jo spares nogle skoleklasser væk, hvis der ikke skal mangle nogle penge i det budget, som I blev enige om?

– Ja, det er rigtigt. Men så er der nogle andre muligheder. I forligskredsen har vi også nogle andre ting i støbeskeen. Det handler både om, hvordan man bedst muligt implementerer Rønne som ét skoledistrikt, og om man kan gøre tingene på en anden måde. Ved at lægge nogle funktioner sammen eller dele nogle ting, så man kan rationalisere mindre, men spare det samme beløb, siger Mark Palmquist.

Mange muligheder i spil

Uroen omkring de to skoler i Rønne har ifølge Mark Palmquist både fået de fem partier bag kommunebudgettet til selv at tænke i alternativer – og til at bede kommunens administration om at prøve at tænke i mulige alternativer til at gøre Rønne til ét skoledistrikt.

– Vi har i forligskredsen stillet en masse spørgsmål. Det er både nogle konkrete ideer fra partierne i forligskredsen, som vi gerne vil have undersøgt. Og så har vi også sat administrationen på opgaven mere generelt. Det kunne jo godt være, at administrationen kan se nogle ting, som vi ikke kan se, siger han.

– Der er mange muligheder i luften lige nu. Det er bare for tidligt at tale om dem, for vi vil ikke stikke blår i øjnene på folk, hvis de her alternativer ikke er mulige, siger Mark Palmquist.

At finde de 4,6 millioner kroner ved slet ikke at røre skolerne i Rønne er dog ikke blandt mulighederne.

– Vi skal stadig have et budget, der hænger sammen, og det indebærer, at der her skal findes 4,6 millioner. Kan vi ikke finde det beløb med andre initiativer, må vi finde dem ved at gøre Rønne til ét skoledisitrikt, siger Mark Palmquist.

Er der blandt de mulige alternativer også nogle, der efterlader skolerne i Rønne helt urørt af de 4,6 millioner, der skal spares?

– Nej. De vil blive berørt i en eller anden udstrækning. Men det kan være alt fra, at skolerne bliver ét distrikt til noget andet. Og noget andet kan være ret mange ting. Vi vil bare gerne lige have de her ting kvalificeret.

Svært at lave noget om

Som et andet af de fem forligspartier afviser også Bornholmerlisten, at kommunebudgettet kan laves om på en måde, der holder skolerne i Rønne fri af at skulle spare de 4,6 millioner kroner, som ét skoledistrikt i Rønne vil indbringe.

Har I som partierne bag budgettet givet hinanden håndslag på at stå ved det budget, som I lagde frem?

– Både og. Vi har haft drøftet, om vi skal bruge nogle af de 27 millioner, som vi står til i ekstra ejendomsskat. Men det har vi ikke turdet, og derfor lægger vi hele beløbet i kassen, siger gruppeformand Kirstine van Sabben (BL).

– Der er nok en stiltiende aftale om, at vi har indgået en aftale, og den aftale står vi ved. Laver vi om på det ene, vil der komme et pres for, at vi også skal lave om på noget andet, siger hun.

Ligesom Konservative anerkender også Bornholmerlisten, at der vil mangle penge på kommunens budget for 2025, hvis Rønne som ét skoledistrikt bliver ført ud i livet på en måde, der indebærer, at færre klasser bliver lagt sammen, end der nu er lagt op til.

– Kunne jeg da bare finde de penge et andet sted. Men ét skoledistrikt i Rønne træder jo heldigvis først i kraft i 2025, så der er tid til at finde en god måde at implementere det på, siger Kirstine van Sabben.

Men hvordan det end bliver gjort, vil der jo i 2025 stadig være brug for at skabe større klasser og gøre antallet af klasser mindre. Ellers vil der jo mangle nogle penge i det budget, som I blev enige om?

– Ja, det er rigtigt. Men det her giver os også en mulighed for at gøre tingene anderledes end i dag. Nogle har for eksempel nævnt, at man kan have de små klasser på den ene skole og de store klasser på den anden, siger Kirstine van Sabben.

– Jeg synes ikke, at det er en fantastisk løsning. Men det var den løsning, som vi kunne blive enige om, efter at vi fik vredet armen om på ryggen af staten, så vi stod og skulle finde 105 millioner kroner, siger hun.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT