Kokkens råd til prepping: Køb en generator og fisk på dåse

Den erfarne kok Frank Truberg kalder sig selv 'oldschool' og har preppet længe før, at ordet overhovedet fandtes. Han serverer en nødgenerator og produkter som fiskekonserves, ris og gryn som gode råd. Og så maner han ellers til at slå koldt vand i blodet i en debat, der hurtigt kan blive 'lidt åndssvag'.
Danskerne skal kunne klare sig i op til tre døgn i tilfælde af en krise.
Sådan lød det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i sin partitale ved dette års folkemøde.
Her præsenterede han således en ny beredskabsplan, der er født i lyset i truslen fra Rusland og den stigende risiko for hybridangreb.
Siden er scenariet om at kunne klare sig i tre dage hjemme, potentielt uden strøm og varme, kommet på alles læber.
Det vil sige måske lige nær Frank Truberg, der er kendt som en erfaren kok på Bornholm og som indehaver af cateringfirmaet Hos Truberg i Gudhjem.
– Jeg synes egentlig, at det er lidt åndssvagt det hele, folk går jo fuldstændig i panik. Det gælder bare om at forberede sig fuldstændig stille og roligt og så købe nogle ting, som man også kan bruge fremadrettet, siger kokken.
Generator er det vigtigste
Trods sine forbehold giver han dog gerne et par gode råd med på vejen, da Tidende ringer ham op.
For hvad mener en garvet kok egentlig, der er vigtigt, hvis man skal ernære sig hjemme i tre døgn?
– Man skal investere i en generator, som jeg vil anbefale at sætte til sin fryser og sit køleskab, siger kokken, der i sagens natur betragter færdigretter på dåse eller tørfoder som lidt et fyord. Er uheldet ude er det nemlig langt mere delikat at have fryseren fyldt med hjemmelavede måltider.
Et tip, han også selv retter sig efter.
– Når jeg laver boller i karry eller frikadeller, så laver jeg altid ekstra portioner. Og så har jeg min generator og mit gasblus, så jeg altid ville kunne varme det op, siger Frank Truberg, der også fremhæver, at man kan grave sig et jordhul i sin have for at holde sine friske råvarer svalt. Noget, han også selv har gjort.
– Jeg har gravet et hul, der er cirka samme dybde som de grønne papcontainere, og fået sat et dæksel på. Det har fungeret fint som ekstra køleplads for eksempel i forbindelse med fester. Og det kan man jo også fint bruge til grøntsager, lyder det fra den forberedte kok.
Fem skridt foran
Generelt har han i mange år taget de nødvendige forbehold for at kunne klare sig i alle slags kriser.
Derfor er han for længst blevet indehaver af både nødgenerator, samt adskillige gasblus og gasflasker. Han har sågar også sin egen dieseltank med pumpe.
– Det, har jeg gjort, uden at nogen har sagt krig eller noget, men mere fordi jeg gerne vil være uafhængig. Som en oldschool (gammeldags red.) kok af den gamle skole, så er jeg vant til at være fem skridt foran, griner han.
Leg, at du er i Spanien
Presser man dog den garvede gastronom til at fremhæve et par råvarer, vil han gerne give sit besyv med. Her er noget som fiskekonserves nærliggende.
– Jeg synes jo, at sådan noget som sild på glas altid smager dejligt. Eller laks og kippers på dåse. Det er både sundt og nemt at supplere op.
Her er grøntsager som kål og løg gode at have. Og har man ikke strøm, kan de med fordel holde sig i førnvævnte jordhul i haven, påpeger kokken. Ellers er tørrede præparater som ris og gryn gode at have i skabet.
– Noget, man nemt kan koge op og så tilføje nogle krydderier, som kan give det lidt smag, tipper kokken.
– Så er det jo lige før, at du kan lave paella. Så tænd for din nødradio, og leg at du er i Spanien, så kører det, lyder det muntre råd fra kokken.
Klap lige hesten
Han understreger, i sin vante jokende facon, at han har lidt svært ved at tage den aktuelle dommedagsstemning alvorligt.
– Der skal ikke meget til, før folk bliver som dyr. Det så vi også under corona, hvor folk farede ud og hamstrede tørgær, siger Frank Truberg, der maner til 'lige at klappe hesten'.
– Forbered dig stille og roligt, lad vær med at fare ud og købe det hele lige nu, men kig dig om efter noget godt og holdbart udstyr; en god generator og en radio med nogle holdbare batterier, og så få suppleret op med lidt mad i skabet og fryseren, så skal det hele nok gå.
– Og så husk ellers at være næstekærlige og passe på hinanden. Der er nok til alle, og hvis det hele brænder på, er man altid velkommen til at ringe til mig for hjælp, lyder håndsrækningen fra Frank Truberg.
NYT JOB
MEST LÆSTE
Totalrenovering på plads
Lad læretid tælle som fuldtidsarbejde

Te betronijns
Når man får noget ‘te betronijn(s)’, så får man det på kredit. I Bornholmsk Ordbog illustreres udtrykket blandt andet med følgende citat: ‘Hajn ræstar ju ejnhillu alt, så vi torr væl foie lâ’jn få mera te betronijngs’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration