Efternavnet er velkendt, men fornavnet og partiet er et andet, når vælgerne ved næste års kommunalvalg igen kan stemme på en Grosbøll. Tirsdag aften valgte SF Bornholm nemlig Andreas Grosbøll som spidskandidat til valget i november 2025.
– Jeg er meget glad for at få muligheden for at stille mig i spidsen for det hold, der skal få SF tilbage i kommunalbestyrelsen efter vores ufrivillige ophold uden for de seneste år. Oprigtigt talt synes vi selv, at vi mangler i bornholmsk politik, siger Andreas Grosbøll i en pressemeddelelse.
Han tilføjer, at Bornholm har brug for en kommunalbestyrelse, hvor flertallet ikke skifter hele tiden.
– Denne her periode har kostet os dyrt med skiftende flertal bag budgetforligene og en kasse, der snart er rungende tom, siger Andreas Grosbøll.