Efter sammenlægning i Rønne: Sådan vil skolerne modtage penge

Efter sammenlægning i Rønne: Sådan vil skolerne modtage penge
Åvangsskolen og Søndermarksskolen er fra næste skoleår en samlet skole med to afdelinger. Det kræver en ny model for tildeling af penge. Arkivfoto: Jacob Jepsen
POLITIK | Tirsdag 5. november 2024 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
POLITIK | Tirsdag 5. november 2024 • 15:30

Kommunen lægger op til en ny model for fordeling af penge mellem øens folkeskoler. Det sker som følge af den besluttede sammenlægning i Rønne.


Da kommunalbestyrelsen i juni besluttede at gøre Åvangsskolen og Søndermarksskolen i Rønne til én skole, skabte det usikkerhed om, hvad det ville betyde for økonomien på øens øvrige kommunale skoler. Det handler om den såkaldte tildelingsmodel, og nu er regionskommunen klar med et forslag til en ny model.

I sommer lød kritikken blandt andet, at skolesammenlægningen i Rønne ville ændre tildelingsmodellen, uden at en sådan ændring havde været i høring på Hans Rømer Skolen i Aakirkeby, Paradisbakkeskolen i Nexø, Kongeskærskolen i Allinge og Svartingedal Skole i Hasle. Det skal den nu, hvor der foreligger et konkret forslag til en ny model for, hvordan skolerne skal fordele penge mellem sig.

Med den nuværende tildelingsmodel modtager hver skole et grundbeløb. Det lægger kommunen op til at reducere. I stedet skal skolerne modtage et afdelingsbeløb per afdeling med selvstændig matrikel. Grundbeløbet og det foreslåede afdelingsbeløb er en del af skolernes driftsmidler.

Rammer Rønne


Med den nuværende tildelingsmodel vil en sammenlægning af to skoler til en distriktsskole med to afdelinger kun være berettiget til et enkelt grundbeløb, som i 2025 vil være på 1.861.002 kroner per skole. I forslaget til en ny model er grundbeløbet reduceret til 500.000 kroner, som den sammenlagte distriktsskole i Rønne altså kun kan modtage en gang.

Det samme kan skolerne i Aakirkeby, Nexø, Allinge og Hasle. Dertil kommer et afdelingsbeløb på 1.361.002 kroner. For skolerne udenfor Rønne betyder det, at de ender med at modtage det samme beløb som med den nuværende model. Til gengæld vil skolen i Rønne modtage 3.222.005 kroner i stedet for 3.722.005 kroner, som Åvangsskolen og Søndermarksskolen ville have modtaget, hvis de stadig var selvstændige skoler.

Den kommunale administration anbefaler at fastholde de øvrige beløb i tildelingsmodellen, herunder tildelingen per klasse, per elev og per elev over 22 reguleret ud fra elevtal på årgangene, som er politisk vedtaget.

Modellen med et grundbeløb og et afdelingsbeløb har været prøvet før. Det var tilbage i 2015, da kommunen også oprettede skoledistrikter med flere afdelinger.

De specialiserede skoletilbud på Heldagsskolen og Kildebakken er ikke en del af denne tildelingsmodel.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT